Conference League
torsdag 3/8 kl. 19:30
Stade Municipal
PRN FC Progrès Niederkorn
M. De Almeida (15")
M. De Almeida (52")
2:1
FCM FC Midtjylland
E. Chilufya (112")

Fiaskoen blev afværget

Det holdt hårdt – og var ikke altid lige kønt – da FC Midtjylland torsdag aften spillede sig videre i Conference League-kvalifikationen med samlet 3-2 efter forlænget spilletid mod FC Progrès Niederkorn.

Det havde regnet en del i Differdange forud for kickoff, og derfor gik de to mandskaber på banen med udsigten til et vandfyldt græstæppe. Foran det ene mål kunne tilmed spottes det, der i nogles øjne lignede en lille sø.

Ikke desto mindre blev der spillet fodbold, og med et godt udgangspunkt i bagagen skulle Thomas Thomasbergs tropper gøre tingene færdige torsdag aften på fremmed grund.

Uden det kom som nogen overraskelse, blev torsdagens affære fysisk betonet. Ligesom på MCH Arena for en uge siden gav Niederkorn-spillerne alt i duellerne, og mandskabet fra Luxembourg så det som deres chance til at påvirke opgøret til egen fordel.

Efter et kvarters spil satte de grønblusede værter kniven ind, da offensivprofilen Mayron de Almeida driblede sig gennem FCM-defensiven og sparkede bolden fladt i mål bag Jonas Lössl. 1-0.

Den første indkassering i 23/24 og langt fra den optimale start på sæsonens første udebanekamp.

Herefter sad FCM, klædt i de nye grå udebanedragter, på tingene. 1. halvleg bød på adskillige midtjyske hjørnespark og lange perioder med småspil omkring Niederkorn-feltet. Men hjemmeholdet kæmpede det bedste, de havde lært, og var tilmed tæt på at øge føringen kort før pause, da Hamadou Karamoko sparkede en nedfaldsbold på overliggeren.

Konklusionen var klar: Utilfredsstillende første 45 minutter i FCM-øjemed, og det skulle der rettes op på efter et kvarter i omklædningsrummet.

Alligevel var det Niederkorn, der lagde bedst for land efter pausen. Endnu en gang var Mayron de Almeida på spil, da den belgiske kantspiller tog et trak ind i banen og udplacerede Jonas Lössl med et spark fladt i det lange hjørne. Dermed var det pludselig status quo mellem de to mandskaber i jagten på videre avancement.

Med lidt over en time på stadionuret opstod en stor FCM-chance. Juninho var blevet fremme efter en dødbold, og mellem venner og fjender blev han pludselig spillet fri i feltet. Brasilianeren vendte på en tallerken og sparkede første gang, men en god parade fra Eldin Latik i Niederkorn-målet fraveg en scoring.

Reduceringen lurede, og med ti minutter igen modtog indskiftede Iver Fossum et fladt indlæg fra en position i feltet. Nordmanden tog en enkelt berøring, afsluttede, men Eldin Latik reddede forsøget.

Kort før de 90 minutters slutfløjt var Eldin Latik i en nøglerolle igen, da han på akrobatisk vis reddede endnu et forsøg. Denne gang fra Oliver Sørensen. Det betød også, at kampen måtte ud i forlænget spilletid i jagten på en samlet vinder.

Det lignede længe straffesparkskonkurrence, men med otte minutter igen af ekstratiden blev indskiftede Edward Chilufya sendt i dybden. Den zambiske landsholdspiller sparkede langt ude fra, og bolden strøg højt i nettet via venstre målhjørne. Flot, flot – og tiltrængt – scoring.

Dermed endte det hele med et 2-1-nederlag i Luxembourg – og sammenlagt 3-2 til FCM – på en spillemæssig skuffende aften. Torsdagens resultat betyder, at cypriotiske Omonoia FC nu venter i 3. kvalifikationsrunde til Conference League. Første opgør spilles næste torsdag i Nicosia.

Start XI (3-4-3): Jonas Lössl, Stefan Gartenmann, Ingi Ingason, Juninho, Henrik Dalsgaard, Kristoffer Olsson, Emiliano Martínez, Paulinho, Cho Gue-sung, Sory Kaba, Aral Simsir.

Indskiftninger: Armin Gigovic (46′), Oliver Sørensen (46′), Iver Fossum (60′), Nikolas Dyhr (90′), Edward Chilufya (91′), Charles (118′).

Expected Goals

Se Expected Goals for begge hold og alle spillere i kampen

FC Progrès Niederkorn PRN
2:1
FC Midtjylland FCM

Spillerstatistik

Se kampstatistik for alle spillere i kampen

Heatmap/Touchmap

Se positionering og boldberøringer for alle spillere i kampen

FC Progrès Niederkorn PRN
2:1
FC Midtjylland FCM

Holdstatistik

Se kampstatistik for begge hold i kampen

FC Progrès Niederkorn PRN
2:1
FC Midtjylland FCM