A-Liga
lørdag 19/9 kl. 13:00
Capelli Sport Stadion
HBK HB Køge
Kyra Carusa (4")
Mille Gejl (24")
Mille Gejl (68")
Sarah Thygesen (70")
4:0
FCM FC Midtjylland

Nederlag i Køge

FC Midtjylland Kvindefodbold gæstede lørdag eftermiddag de forsvarende danske mestre fra HB Køge. Det blev mestrene, der trak det længste strå i den duel.

FC Midtjyllands spillede lørdag sin anden sjællandske udekamp i denne uge. Denne gang gik turen til Capelli Sport Stadion, hvor en topkamp ventede mod de forsvarende mestre fra Køge.

Opgøret var knap gået i gang, inden værterne fik scoret til 1-0. En kort hjørnesparkskombination blev slået ind i feltet af HB Køges Aemu Oyama til Kyra Carusa, der med hovedet dirigerede bolden i nettet.

Midtjylland var tæt på at slå igen med det samme. Nana Munk satte Mille Gejl af i en duel og sendte en cutbackaflevering ind mod Signe Baattrup. Baattrup fik ikke helt bolden under kontrol, og en duel med Køge-keeper Lauren Kozal endte med et frispark til keeperen.

Frisparket kastede en ny midtjysk mulighed af sig, da Signe Baattrup satte hovedet på Simone Boyes aflevering og headede bolden ned til Rikke Dybdahl, som chippede den over Lauren Kozal, men også over overliggeren.

Herefter fulgte en duelpræget periode, hvor ingen af holdene kom frem til de store muligheder. Phiona Nabbumba sendte et langskud mod mål, efter et blokeret indlæg endte for fødderne af hende, men Lauren Kozal vippede bolden over mål.

I stedet blev det HB Køge, der udbyggede føringen. Emelia Óskarsdóttir kom afsted i en omstilling og fik efter to forsøg prikket bolden til Mille Gejl, som hamrede den ind i øverste målhjørne.

De to målscorere fra hjemmeholdet havde hver et farligt forsøg mere inden pausen, men Phiona Nabbumba kom i vejen for Gejls afslutning, mens Kyra Carusa sparkede snært forbi det midtjyske mål.

Mathilde Jessen og Ida-Sofie Rathe kom ind fra anden halvlegs start for FCM, og efter tre minutters spil var de involveret i en ny midtjysk mulighed. Jessen løb fra Køges højreback og lagde en flad bold i feltet til Nana Munk, som spillede den videre til Rathe, der fandt Rikke Dybdahl. Det lykkedes dog ikke at få en afslutning på, før en blokeret aflevering endte ved Phiona Nabbumba, som så sit forsøg blive blokeret til hjørne.

Midtjylland så bedre ud og havde et lille overtag i det første kvarter efter pausen, men udbyttet deraf udeblev.

I stedet fik Køge scoret til både 3-0 og 4-0 på kort tid. Først sendte Nadia Nadim en stikning i dybden til Mille Gejl, der køligt scorede til 3-0. Minuttet efter lukkede Sarah Thygesen kampen helt, da hun rundede den midtjyske keeper og lagde bolden i mål.

Det blev ikke til mange flere chancer i slutningen af kampen, som derfor endte 4-0 til værterne. FC Midtjylland ligger nu nummer fire i A-Liga Grundspillet efter otte kampe.

Næste kamp venter søndag den 27. september kl. 13.00 på MCH Arena. Her tager de midtjyske kvinder imod F.C. København. itm8 sponsorerer entréen til kampen, så du kan hente en fribillet på linket nedenfor.

Træk billet