Søndag eftermiddag indledte FC Midtjylland den nye sæson i 3F Superliga med en kamp mod Sønderjyske i Haderslev, hvor omkring 800 midtjyske fans havde taget turen for at støtte op om holdet.
Gæsterne kom godt fra start og satte sig hurtigt på spillet. Efter knap syv minutter blev Franculino spillet fri af Valdemar Byskov, men angriberen manglede den sidste skarphed i sin afslutning.
Efter en halv times spil kom forløsningen for midtjyderne. På et hjørnespark sendte Valdemar Byskov et præcist indlæg ind i panden på Mads Bech, som headede bolden sikkert i nettet til 1-0.
Glæden var dog kortvarig, da Magnus Jensen ligeledes steg til vejrs efter et hjørnespark og headede hjemmeholdet til en udligning.
FC Midtjylland generobrede dog føringen. Valdemar Byskov afsluttede fra distancen, og selv om Sønderjyskes målmand Marcus Bundgaard fik handskerne på, kunne han ikke forhindre den i at fortsætte i nettet til 2-1.
Hjemmeholdet udlignede endnu en gang, og efter forsøg på afslutninger og en del tumult i feltet endte bolden hos Mohamed Cherif, der med et hovedstød placerede den i det lange hjørne.
De to hold kunne gå til pause med 2-2.
Indskiftede Julius Emefile tog et dybdeløb efter 65 minutter og endte i en én-mod-én-duel mod Marcus Bundgaard. Den tidligere akademist endte i en spids vinkel, men alligevel formåede han at snige kuglen over stregen. Ny føring til gæsterne.
Tillægstiden var nervepirrende. Et længere VAR-check for mulig offside i opspillet til et dømt Sønderjyske-straffespark trak ud, men endte med at blive underkendt.
Det blev det sidste for søndagens kamp, og dermed tager midtjyderne tre point med sig fra den første kamp i 3F Superliga.
