Han kom til FC Midtjylland i sommeren 2023 efter at have været i udlandet siden 18-årsalderen.
Torsdag aften kunne Mads Bech, der sidenhen er blevet anfører i det midtjyske, fejre 100-kampsjubilæum i den sort-røde trøje.
– Det er en fantastisk milepæl for mig og en dejlig dag at gøre det på – en 4-0-sejr og et clean sheet. Det kunne næsten ikke have været meget bedre, og det har været en fantastisk rejse indtil videre, siger Mads Bech.
Siden skiftet har han kun misset tre kampe for klubben, og der tegner sig et billede af en pålidelig leder, der gør en dyd ud af at kæmpe for logoet på trøjen med anførerbindet om armen.
– Det er en rolle, jeg er stolt over at have fået tildelt. Jeg føler mig priviligeret over at få lov til at gå forrest hver gang, klubben skal ud at spille en kamp. Det er en rolle, jeg ser en sindssygt spændende udvikling i.
– Vi har en stærk gruppe med mange forskellige nationaliteter – men samtidig et virkelig stærkt sammenhold. Det, synes jeg, også man kan se på banen efterhånden. Det er ikke 11 mand på banen, men en hel trup og en hel stab omkring, siger gårsdagens jubilar.
De 100 kampe er også en anledning til at se tilbage på udviklingen gennem mere end to år i det midtjyske.
– Det har været en vild tid. Der er sket mange ting – to børn, 100 kampe, et anførerbind og en spændende rejse, som jeg er glad for at være med på. Jeg synes, klubben er inde i spændende udvikling, og vi er på vej i en fed retning, siger Mads Bech, der har klare målsætninger for fremtiden:
– Den her sæson skal vi vinde mesterskabet, vi skal sigte efter at vinde Pokalen og komme så langt som muligt i Europa. Det er målsætningen, og så skal vi gå efter at komme i Champions League næste år.
Stort tillykke med milepælen, Mads.