Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Julekalender

11. december: Fra merchandisesælger til CEO

Claus Steinlein har i mere end 20 år været på en lang rejse til rollen som administrerende direktør. I dagens afsnit fortæller han om betydningen af intern rekruttering i FCM.

11/12/20
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Da Ikast FS og Herning Fremad blev til FC Midtjylland i 1999 var der dobbelt så mange spillere, som der var brug for til den nye trup.

Én af dem, som blev sorteret fra, var en ung Claus Steinlein. Han havde i to omgange spillet for Ikast indtil 1999, men han skulle hurtigt få en anden plads i FC Midtjylland.

– Kort tid efter fusionen kom jeg på kontoret i FC Midtjylland. Jeg ville da gerne have spillet, men var ikke en god nok fodboldspiller til at komme i truppen, erkender Claus Steinlein.

I stedet indfandt Claus Steinlein som en af de første ansatte i administrationen i den nyfødte klub.

– Jeg stod for klubsamarbejdet, som jeg skulle bygge op som den første ansatte. Udover det solgte jeg merchandise. Begge ting var helt fra bunden, så det var nogle store projekter, lyder det fra Steinlein, som husker:

– Jeg kørte rundt i hele Midt- og Vestjylland og brugte rigtigt mange timer og aftener på at besøge vores samarbejdsklubber i håb om at få etableret det klubsamarbejde, som vi kender i dag.

Hele regionens hold

Idéen til klubsamarbejdet opstod allerede et år før i 1998 med Johnny Rune og Kent Falkenvig som initiativtagere.

– Det var en genistreg af både bestyrelsen, Johnny Rune og Kent Falkenvig. Vi skulle ikke kun være et byhold i Herning og Ikast. Vi skulle være regionens hold. Det er vi lykkes rigtigt godt med, så det var godt set af dem, der opfandt FC Midtjylland at føre idéen om klubsamarbejdet ud i livet, siger Claus Steinlein.

I dag er cirka 145 klubber fra hele regionen i klubsamarbejdet, og Claus Steinlein var med til at tage de første spadestik.

Fra akademi til CEO

Der gik ikke mange år, før der var nye spadestik at tage. I 2003 bliver Steinlein nemlig akademidirektør, og de fleste FCM-interesserede er klar over, at akademiets første kuld møder ind i 2004.

Derfor er han da også en af hovedmændene bag akademiet i Ikast, som blev etableret efter en inspirationstur i Frankrig.

– Det startede helt fra scratch ligesom klubsamarbejdet. Flemming Broe og jeg havde været i Nantes og se deres akademi, og da vi kom hjem, kunne vi slet ikke lægge tanken om sådan et akademi i FC Midtjylland fra os, erindrer Steinlein.

Bornholmeren besad titlen som øverst ansvarlige for akademiet i en årrække, hvor de første talenter blev udklækket.

Da Jens Ørgaard sagde op som sportsdirektør i 2012 blev Claus Steinlein forfremmet til ordførende direktør.

– Jeg skulle være med til at lave den turnaround, som vi lavede fra 2012-2014. Økonomien var presset på det tidspunkt, så det var den største opgave at få stabiliseret den, husker Steinlein.

Herefter blev han sportsdirektør i 2014, mens rollen som ordførende direktør i klubben udgik, inden Claus Steinlein i 2017 tog det sidste skridt på den lange rejse i FC Midtjylland og blev CEO, også kendt som administrerende direktør.

Sindssyg stærk kultur

Claus Steinlein er om nogen en mand, som har prøvet lidt af hvert i sine lidt mere end 20 år i klubben.

Det er han dog ikke den eneste, som har. Generelt har man med stor succes rekrutteret internt til mange positioner.

– Det betyder, at vi har fået en sindssygt stærk kultur. Der er rigtigt mange, som kender alt til organisationen i FC Midtjylland, har haft mange forskellige roller og har været med på hele rejsen. Det giver en stor robusthed, fordi vi ved, hvad klubbens værdier er. Vi er en værdiklub og værdivirksomhed, forklarer Claus Steinlein og kommer med to andre eksempler:

– Svend Graversen er sportschef i dag. Han har selv været U17-træner og talenttræner og været med til at rekruttere spillere til ungdommen. De mange år i FCM gør, at han ved, hvad det drejer sig om, og det giver et godt og naturligt samspil mellem akademi og Superliga.

– En mand som Søren Hedegaard er i dag økonomichef. Han har tidligere været med omkring Superliga-holdet som teammanager og senere været i lære som økonomimand. Det gør, at han kender alle vinkler i klubben, lyder det fra den administrerende direktør, der uddyber:

– Vi har været i alle afkroge af virksomheden, og på den måde har vi en stor forståelse for, hvad det kræver at være FC Midtjylland. Det er klart, når vi er så mange, der har været med til det gennem 15-20 år, siger han.

Vigtig balancegang

Trænerbænken i FC Midtjylland har gennem tiden været besat af mange forskellige folk, og flere af dem har været i klubben i andre positioner.

– Også på trænerfronten har vi med stor succes forfremmet trænere indefra. Det er jo lige fra Thomasberg og Glen til Kenneth og Priske, at de har haft andre roller i klubben, inden de blev cheftrænere, pointerer Steinlein.

De mange succesfulde eksempler på intern rekruttering skal dog ikke sætte en stopper for nytænkning, og det kan sagtens ske med udefrakommende folk.

– Det er hele tiden en balancegang. Selvfølgelig skal vi balancere det at have nogen med, som har været på en lang rejse i klubben med input og idéer fra ansatte, som kommer til udefra. Alt kan hele tiden gøres bedre, slår 48-årige Claus Steinlein fast og afslutter:

– Som udgangspunkt håber vi jo, at når vi ansætter nye folk, så skal de være i klubben i 10-20 år. Det er den måde, vi driver FC Midtjylland på. Vi henter mange talenter ind til forskellige pladser og roller, hvad end det er kommercielt eller sportsligt. Vi giver unge chancen med håbet om, at de udvikler sig og kan være i klubben i mange år.

Glædelig 11. december.