Førsteholdet

150-kamp-jubilar Hansen: En vild periode

Jesper Hansen rundede i går 150 kampe for FC Midtjylland, og den milepæl er den rutinerede målmand stolt af.

15/02/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Søndag aften meldte Jesper Hansen sig ind i et fornemt selskab, idet målmanden spillede sin kamp nummer 150 for FC Midtjylland.

Det selskab tæller ikke flere end 20 spillere, og Jesper Hansen er den blot anden målmand, som når 150 kampe i den midtjyske trøje.

Selvom den 35-årige sidste skanse ikke var klar over milepælen før i går, er han stolt af den flotte kamptotal.

– Jeg vidste faktisk ikke, at det var i dag (i går, red.), så det var en god overraskelse. Det er et glædeligt øjeblik, og så får jeg blomster med hjem på Valentines-dag, så det kunne ikke være bedre, siger Jesper Hansen med et smil efter slutfløjtet mod Horsens søndag aften og uddyber:

– Jeg er selvfølgelig utroligt stolt over, at jeg allerede har nået 150 kampe på så kort tid. Det har været en vild periode, og når jeg tænker tilbage, har jeg jo ikke misset mange kampe gennem tiden, så det er er fedt.

Fra 1999-2005 fik Peter Skov-Jensen 165 kampe som målmand i FC Midtjylland, så Jesper Hansen nærmer sig den FCM-keeper med flest kampe.

En del af stor udvikling

Jesper Hansen kom til FCM fra Lyngby i sommeren 2017.

Mange midtjyske tilhængere husker nok hans sidste kamp for de kongeblå, idet Lyngby snuppede bronzen for næsen af FCM med en 3-0 sejr i Herning i sidste spillerunde af 16/17-sæsonen.

Siden Jesper Hansens ankomst til klubben har FC Midtjylland vundet to mesterskaber og en enkelt sølvmedalje samt deltaget i Champions League, og det vidner ifølge keeperen om en stor udvikling.

– Fra den sidste kamp, jeg spiller i Lyngby her på MCH Arena, hvor vi vinder bronze i 2017 og skifter til Midtjylland kort tid efter, har vi taget et par store skridt i den rigtige retning. Vi har etableret os i den absolutte top i dansk fodbold, og det har været fedt at være med til, fortæller Jesper Hansen og fortsætter:

– Der er nogle klare højdepunkter i min karriere i de her tre og et halvt år, som jeg har været i klubben, så det er jeg jo både stolt af og glad for.

Det helt rigtige step

Selvom Jesper Hansen er blevet 35 år, er niveauet mellem stængerne på ingen måde faldet for den rutinerede sidste skanse, som har spillet mere end 400 kampe i Danmark og Frankrig i løbet af karrieren.

– Det var det helt rigtige step for mig i sin tid at komme til Midtjylland, og det har givet mange gode oplevelser at spille med om trofæer hver eneste sæson. Jeg har udviklet mig som spiller og arbejder hårdt på træningsbanen hver dag for at stå skarpest muligt, lyder det fra Jesper Hansen.

I kamp nummer 150 blev det til et clean sheet mod AC Horsens, og det var 56. gang, at Jesper Hansen holdt buret rent for FCM.

– Jeg glæder mig over sejren – især fordi det var Jørn Kjærs afskedskamp. Det er jo lidt specielt, at det lige er i den kamp, at jeg runder 150 kampe, men det var dejligt at kunne give ham den med. Vi fik tre vigtige point til topstriden, og det er nu engang det vigtigste, afslutter jubilæumsmålmanden.

Tillykke til Jesper Hansen med 150 kampe for FC Midtjylland.