Akademiet

18-årige Joseph Okuaghare er ny mand på akademiet

Den nigerianske centrale midtbanespiller, Joseph Okuaghare, er klar til at tørne ud for FC Midtjyllands ældste akademimandskab. Han kommer til klubben fra FC Ebedei.

10/09/26
Julie Ege
Foto: Mikkel Rokkjær

18-årige Joseph Okuaghare skriver under på sin første akademikontrakt, og træder ind som en del af FC Midtjyllands U19-hold.

Han kommer fra den strategiske samarbejdspartner i Nigeria, FC Ebedei, og nu ser han frem til at tage det næste skridt i FC Midtjylland.

– Jeg er glad for at være her. Det er tydeligt at mærke, at det er en familieklub. Der går ikke lang tid, før man er inkluderet, så det har ikke været svært for mig at falde til, lyder det fra den centrale midtbanespiller.

Ambitionerne og målene er også klare.

– Jeg vil arbejde hårdt og forsøge at spille mig til en plads på førsteholdet på et tidspunkt. Danmark er et dejligt sted, så jeg er glad for, at jeg kan tage det næste skridt her i landet og fortsætte min udvikling.

– Jeg har en ambition om at vinde trofæer med U19-holdet, og på længere sigt forhåbentlig blive en del af førsteholdet. Jeg ved, at jeg kan bringe folk sammen, så jeg tror også, at vi kan opnå noget godt sammen som hold.

Head of FCM Nigeria, Jonas Dal, glæder sig også over den nyeste tilføjelse til det midtjyske akademi.

– Joseph er en spiller, som vi har haft i søgelyset i lang tid. Han kom til FC Ebedei for mere end tre år siden, og allerede dengang kunne man se, at der var potentiale både på grund af hans størrelse, spilintelligens og lederegenskaber.

– Han får et hold til at hænge sammen, da han er en god kommunikator, og han læser spillet rigtig godt. Han kan se sprækkerne og reparere det ved at positionere sig selv, men også flytte rundt på sine medspillere. Han skal være med til at forbinde det hele både offensivt og defensivt i kampene.

– Derudover er han yderst behagelig at være sammen med, og jeg tror, at der er mange, som synes, at det er rart at have ham som holdkammerat – både fordi han er en dygtig fodboldspiller, og fordi han bakker op om dem omkring ham. Jeg glæder mig til, at han skal prøve kræfter med FC Midtjylland.

Velkommen til FC Midtjylland, Joseph.