Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Julekalender

20. december: Den egyptiske troldmand

Mohamed Zidan husker tiden i FC Midtjylland med stor glæde og er stolt over klubbens seneste præstationer. Egypteren er dagens gæst i julekalenderen.

20/12/20
Jens Risom
Foto: Getty Images

En af de mest spektakulære spillere i Superligaens historie tryllebandt midtjyske fans med en fænomenal boldbehandling, vilde driblinger og naturligvis masser af mål.

Fra sommeren 2003 til vinteren 2005 scorede Mohamed Zidan 30 mål og lavede 15 assists i bare 47 kampe. Hovedpersonen er klar i mælet om tiden i FCM.

– Det var fantastisk at spille for FC Midtjylland og være en del af klubben, lyder det lynhurtigt fra Mohamed Zidan.

Selvom det var et kort ophold på heden, markerede Zidan sig som en af de allerbedste spillere. Alligevel foretrækker den tidligere Superligatopscorer dog at snakke om holdet som helhed i dag – noget han ellers ikke var mest kendt for i sin tid.

– Vi havde en god trup med en god blanding af ældre spillere og unge spillere, og så havde vi også en vigtig træner i form af Erik Rasmussen. Han var rigtig dygtig og behandlede os godt, og jeg husker, at vi havde en god spillestil, fortæller Mohamed Zidan.

Talentet glimtede i AB, hvor en ung Zidan indledte sin karriere, inden han skiftede til FC Midtjylland som 21-årig. Her udviklede talentet sig til, at han blev den bedste spiller i ligaen.

Således blev den egyptiske angriber kåret til både forårets og efterårets profil i 2004. Siden er den dobbelthæder blot sket én gang, og det må siges at være et bevis for Zidans vanvittige niveau på det tidspunkt.

Den historiske stadionåbning

Fem af Zidans scoringer i den sorte trøje faldt, da SAS Arena (i dag MCH Arena) blev indviet i marts i 2004 mod AB. Den kamp bliver aldrig glemt hverken i FC Midtjylland eller i Mohamed Zidans erindringer.

– Åbningen af det nye stadion i Herning er selvfølgelig noget af det største. Selve åbningskampen står som et klart minde for mig. At spille på et fyldt SAS Arena mod min gamle klub og så score fem mål var helt fantastisk, husker Zidan og fortsætter:

– Det var nok gennembruddet til den bedste og dejligste periode i min karriere. Det var et år fyldt med masser af gode oplevelser, og fansene gav mig ekstra energi hver eneste gang. Jeg scorede en masse mål, og vi spillede bare godt på den nye hjemmebane, siger han.

Dengang løb den egyptiske troldmand med alt opmærksomheden blandt de mere de mere end 11.000 tilskuere. Nu ser han selv frem til at være på tribunen med sine børn, når der igen kan komme tilskuere på MCH Arena.

– Jeg vil gerne give mine to drenge den oplevelse af at være på stadion og fortælle dem om, hvordan det var, dengang jeg spillede på den bane. Når Corona-tiden er ovre, kommer vi helt sikkert ind på stadion og hepper på FC Midtjylland, siger Zidan.

Stolt over udviklingen

Mohamed Zidan skiftede efter succesperioden i Herning til Werder Bremen og var seks år i forskellige tyske klubber. I 2016 stoppede han karrieren efter ophold i Tyrkiet og hjemlandet i Egypten, hvor han i dag bor.

Den tidligere FCM-spiller har også haft tid til at følge sin gamle klub udefra og fortæller, at han med stor interesse har fulgt med i efterårets Champions League-kampe.

– Det har været dejligt at se, hvor meget FCM har udviklet sig i de seneste år. De har vundet tre mesterskaber og kommet i Champions League, og det under jeg virkeligt de fantastiske mennesker, der er i klubben. Det er mennesker, jeg stadig holder meget af, så det er fedt at se dem have succes, fortæller Mohamed Zidan og uddyber:

– Det er fantastisk, at de repræsenterer Danmark på en god og professionel måde. Det gør mig faktisk stolt at se. Det er jo vildt, at FC Midtjylland har spillet mod hold som Liverpool og Ajax her i efteråret.

Steinlein tog imod

Mohamed Zidan er i dag blevet 39 år og har mødt mange mennesker på sin vej. Han er dog ikke sen til at anerkende nogle af de personer, som havde stor betydning for tiden i FC Midtjylland.

– Den første dag, hvor jeg kom til Ikast, var det Claus, som tog imod mig. Han var rigtigt rar og flink, og dengang hjalp han mig med mange ting, så ham holder jeg rigtigt meget af. Så det er jo utroligt fedt at se, at han stadig er i klubben og er så stor en del af FC Midtjyllands succes, fortæller Zidan og fortsætter:

– Der var mange gode ledere i klubben. Selvfølgelig var det Jens Ørgaard, som stod for at hente mig til Midtjylland, og han betød rigtigt meget for mig. Men der var bare mange helt vildt mange fantastiske mennesker i klubben, og man følte sig altid velkommen.

Mohamed Zidan fremhæver også en bestemt holdkammerat fra tiden i FC Midtjylland.

– Jeg husker Kristian Bak som klubbens mand, der altid var fuld af energi til træning og til kamp. Han gik altid forrest på og udenfor banen og kæmpede for klubben. Det var inspirerende for os andre, og det er vigtigt at have en som ham i klubben. Det kan man også se ved, at han var været med til alle mesterskaber – enten som spiller eller træner, afslutter Zidan.

Der er ingen tvivl om, at Mohamed Zidan altid vil huskes som ekstraordinær fodboldspiller og person. Udenfor banen trak han også overskrifter af mere negativ karakter, men når alt kommer til alt, er det driblingerne, målene og frisurerne, som står klarest i fortællingen om den egyptiske troldmand.

Glædelig 20. december og 4. søndag i advent.