Julekalender

7. december: Peter Schmeichel om betydningen af Champions League

For en måneds tid siden gæstede Peter Schmeichel MCH Arena for at lave en reportage om FCM. Vi fangede ham til en snak om, hvad den største klubturnering er for en størrelse.

07/12/20
Jens Risom
Foto: Getty Images

Skruer vi tiden tilbage til maj 1999 løftede Peter Schmeichel pokalen med de store ører, da han sammen med Manchester United vandt Champions League.

Kort forinden var FC Midtjylland blevet stiftet og en måneds tid senere spillede klubben sin første kamp.

21 år senere er Peter Schmeichels målmandshandsker for længst lagt på hylden, mens FC Midtjylland har vokset sig større og større. Det kulminerede tidligere på efteråret med kvalifikation til Europas fineste selskab, Champions League.

Dermed var vejen banet for, at FC Midtjylland og Peter Schmeichel kunne krydse klinger. Den tidligere topmålmand var nemlig på besøg på MCH Arena i forbindelse med hjemmekampen mod Ajax for at lave en reportage fra Herning til den amerikanske TV-station CBS.

Den allerstørste scene

I samme ombæring fangede vi ham til en snak om betydningen af Champions League.

– Det er kæmpe stort for klubben. Jeg tror ikke, at der er nogen, som er i tvivl om, at Champions League er den allerstørste scene i fodboldverdenen, så det er et stort skridt for FCM, lyder det umiddelbart fra Peter Schmeichel, som uddyber:

– Der er selvfølgelig den økonomiske del af Champions League, som er meget attraktiv – især for en dansk klub – men også bare eksponeringen ved at være med. Folk i hele verden ser FC Midtjyllands navn og deres kampe. Klubben og byen kommer for alvor på verdenskortet.

Den tidligere Champions League-vinder var altså også med til at intensivere det internationale fokus på FC Midtjylland.

De amerikanske seere på CBS blev i november præsteneret for klubbens historie og området. Indslaget blev vist som et del af stationens optakt til hjemmekampen mod Ajax.

Værdifuld erfaring

FC Midtjyllands første deltagelse i Champions League betyder også en masse inde på banen. Her bliver holdet testet mod modstandere med enorm kvalitet.

– Spillerne og klubben får noget erfaring, som er meget værdifuld, ved at spille på det her niveau. Det kan de tage med sig i ligaen og blive endnu bedre og til næste år, når der forhåbentligt venter en ny europæisk tørn, siger landsholdslegenden med henvisning til sæsonens vigtige førsteplads i 3F Superligaen.

De danske mestre i 20/21-sæsonen får nemlig en plads i playoff-runden i næste års Champions League-kvalifikation. Det betyder, at man som minimum er sikret en plads i gruppespillet i Europa League, mens man blot skal forbi én modstander for at komme i det fineste selskab.

Det er også det erklærede mål for FCM i denne sæson at genvinde det danske mesterskab, som er det første skridt på vejen til et nyt europæisk eventyr.

Fansene mangler

Peter Schmeichel fremhæver dog også Champions League-deltagelsen i 2020 som værende meget speciel, når kampene spilles uden tilskuere.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på spillerne her i FC Midtjylland, som har måtte spille de her kampe på næsten tomme stadions. Hvis man kigger helt nøgternt på det, er det jo ikke sikkert, at de får lov til at spille Champions League mange gange i deres karriere, siger den tidligere EM-vinder for Danmark og fortsætter:

– At spille mod så store hold som Liverpool, Atalanta og Ajax på det her stadion uden fans er jo nærmest ikke til at bære. Men det er jo ikke kun fodboldspillere- og fans, som har måtte lide afsavn i 2020, så vi må bare glæde os til, at vi er på den anden side.

Der er ikke mange, som ikke har ønsket opleve de her store kampe på et fyldt MCH Arena, og det kan Peter Schmeichel godt forstå.

– De kæmpe oplevelser, som jeg tænker tilbage på i min egen karriere, ville jo ikke være det samme, hvis det havde været på et tomt stadion. Fans er så vigtige for fodbolden, og det er dem, som gør, at man husker de store kampe, lyder det fra Schmeichel.

Peter Schmeichels CV er fyldt at store bedrifter. Udover Champions League- og EM-titlerne har målmanden vundet fem engelske mesterskaber med Manchester United, som han spillede 398 kampe for. I 1992 og 1993 blev Schmeichel kåret som verdens bedste målmand.

Han vogtede buret for det danske landshold 129 gange og er dermed den dansker med flest landskampe. De store præstationer i målet har gjort, at Peter Schmeichel i 2009 blev optaget i Fodboldens Hall of Fame.

Glædelig 7. december.