Forårspremieren i 3F Superliga blev ikke som håbet for FC Midtjylland. På en regnfuld søndag eftermiddag blev det til et 2-0-nederlag på hjemmebane mod AaB efter en midtjysk præstation, der ikke var på samme niveau som torsdag aften mod PAOK FC.
– Der manglede meget i dag. For det første kom vi ud og var bagefter i alle spillets facetter, og det er selvfølgelig skuffende. Det er selvsagt ikke det udtryk, vi skal have på hjemmebane i den første ligakamp i foråret, pointerer assistenttræner Kristian Bach Bak efter slutfløjtet i Herning.
Efter AaB’s føringsmål midtvejs i første halvleg var en udligning bestemt indenfor rækkevidde, men stolpen og en korrekt offsidekendelse stod blandt andet i vejen for FCM inden pausen.
– Efter deres scoring til 1-0 kom vi ind i en god periode. Vi skabte chancer nok til at score et par mål, men der manglede vi også den afgørende kvalitet og skarphed, vurderer Bach Bak.
Anden halvleg var noget mere tandløs fra FC Midtjyllands side, og AaB fordoblede i stedet føringen til 2-0, som også blev kampens resultat.
– Det altoverskyggende efter kampen er, at vi ikke skabte noget som helst i anden halvleg. Vi lignede et hold, der bare gik og ventede på, at AaB fik tre point. Det gør ondt, lyder det ærligt fra Bach Bak.
– Det skal vi have kigget på og evalueret. Både spillemæssigt og mentalt, tilføjer han.
Bedre præstation kræves på torsdag
Allerede torsdag har FCM-mandskabet mulighed for at tage revanche. Det sker, når returopgøret mod PAOK FC i Conference League spilles i Grækenland, og det er en vigtig opgave for holdet.
– Det gode ved vores program er, at der er mange kampe, så vi kan hurtigt komme ud og revanchere os. Det er ikke første gang, at vi taber en fodboldkamp og nok heller ikke den sidste, så vi kommer selvfølgelig videre. Men vi skal bruge det her som et wakeup-call, slår Kristian Bach Bak fast.
– Vi retter fokus på at lave en meget bedre præstation på torsdag. Lige nu er nederlaget tungt, og det var ikke det, vi havde regnet med, men jeg er sikker på, at vi nok skal rejse os. Vi skal bruge de næste dage på at komme ovenpå, og så er vi klar til at levere i Grækenland, afslutter assistenttræneren.
FC Midtjylland møder PAOK FC i Thessaloniki torsdag kl. 21.00, inden der venter en udekamp mod OB søndag aften.