Akademiet

Akademiets opstart: Nye velkendte ansigter og forlængelse af hovedsponsor

Når den nye sæson sparkes i gang, vil der være flere nye ansigter i trænerstaben omkring U19- og U17-holdet. Det gælder blandt andre to velkendte profiler, som begge har en fortid på FC Midtjyllands førsteholdet. Få seneste nyt fra akademiet her.

07/08/26
Julie Ege
Foto: Daniel Stentz

Efter en sommerpause er det igen blevet tid til, at akademiet finder fodboldstøvlerne frem og finder vej til grønsværen.

Fra den nye sæson træder to tidligere FC Midtjylland-profiler ind og skal assistere omkring de to ældste akademimandskaber, mens akademiets hovedsponsor, itm8, har forlænget sin aftale.

Ny assistenttræner på U19

Rilwan Hassan er ny assistenttræner på U19. Den 35-årige nigerianer kom til FC Midtjylland som 16-årig fra den strategiske samarbejdspartner i Nigeria, FC Ebedei. Gennem ti sæsoner fik han sat sit aftryk på klubben med 264 førsteholdskampe, to danske mesterskaber og en pokaltitel.

I 2019 skiftede han til Sønderjyske, og senere har han også tørnet ud for indiske Sreenidi Deccan FC og norske HamKam. Nu er han tilbage i FC Midtjylland, hvor det hele startede, når han skal assistere cheftræner Svend Graversen på U19-holdet.

– Det er virkelig skønt at være tilbage. Jeg har været væk i et stykke tid, men det føles stadig som mit hjem. Jeg har savnet det og har haft en rigtig god start.

Rilwan Hassan husker tilbage: FCM fik mig til at føle mig hjemme fra dag ét

– Jeg ser frem til at lære utrolig meget som træner, for jeg ved meget om det at være spiller, men nu er det en ny rolle, som jeg skal lære at kende.

– Jeg er glad for, at jeg kommer til at arbejde tæt sammen med Svend Graversen. Han kommer til at lære mig meget. Jeg kender ham fra dengang, jeg selv var spiller i klubben, så det er gode forudsætninger for mig at starte under.

– Det, som motiverer mig, er spillerne. De har vist i pre-season, hvor hårdt de arbejder, og det, synes jeg, er helt fantastisk at se. Det er tydeligt, at de gerne vil blive så gode som muligt. Jeg ser frem til at se, hvordan de griber sæsonen an, og hvordan vi klarer os i ligaen, siger Rilwan Hassan afslutningsvist.

Sammen med Rilwan Hassan vil cheftræner Svend Graversen og assistenttræner Joachim Møller stå i spidsen for U19-holdet i den kommende sæson.

Svend Graversen er tilbage på akademiet

Ny assistenttræner på U17

Mads Albæk bliver ny U17-assistenttræner fra 2026/27-sæsonen. Han vender ligeledes retur til den klub, hvor han fik sit store gennembrud.

FC Midtjylland hentede i sin tid en ung Mads Albæk i Herfølge, hvorefter han blev en del af klubbens nyopstartede akademi. Siden da blev det til 137 kampe på FC Midtjyllands førstehold fra 2008-2013, inden han tog turen videre til franske State de Reims.

I maj 2026 valgte den 36-årige midtbanespiller at stoppe sin fodboldkarriere i tyske SC Weiche Flensburg, hvor han nåede at spille to sæsoner.

Fra den kommende sæson træder han ind som assistenttræner på U17, hvor han skal arbejde tæt sammen med cheftræner Mathias Rahbek.

– Det er sjovt at være tilbage. At arbejde med de drenge, jeg træner nu, minder mig om min egen tid på akademiet. Det giver mening at kunne dele de erfaringer, jeg selv har gjort mig, og på en måde er cirklen sluttet – jeg startede i FC Midtjylland som spiller, og nu starter jeg her som træner. Det er jeg både glad, stolt og ydmyg over.

– Det er imponerende, hvor mange velkendte ansigter der stadig er i klubben. Svend Graversen var min U17-træner, og det siger meget om den kontinuitet og kultur, der er her. Jeg er ydmyg over muligheden og glæder mig til at gøre mit bedste for drengene, siger Mads Albæk og fortsætter:

– Min største motivation er at se drengene lykkes – både som fodboldspillere og som mennesker. Jeg håber, de ser tilbage på deres tid på akademiet som noget særligt og husker os trænere som mennesker, der gjorde en forskel både på og uden for banen.

Sammen med Mads Albæk vil cheftræner Mathias Rahbek og assistenttræner Rasmus Dalgaard stå i spidsen for U17-mandskabet i den kommende sæson.

itm8 fortsætter som hovedsponsor

Tilgangen af de to nye assistentrænere er endnu et skridt i retning af en endnu stærkere talentudvikling i FC Midtjylland. Noget, som akademiets hovedsponsor itm8 gennem flere sæsoner har støttet op om, og det kommer også til at fortsætte den kommende sæson.

Virksomhedens logo pryder på trøjerne hos både drengene og pigerne, og det fortsatte samarbejde bygger netop på det langsigtede engagement i klubbens talentudvikling og fællesskab kønnene imellem.

– FCM og itm8 deler en ambition om at udvikle os sammen, både på og uden for banen, og forlængelsen af vores engagement som hovedsponsor understreger, at det her er en langsigtet relation, hvor vi skaber værdi for hinanden.

– Talentudvikling handler om at skabe de rette rammer, hvor mennesker kan vokse og forløse deres potentiale. Det gælder på fodboldbanen, og det gælder i IT. Derfor giver det så god mening for itm8 at støtte akademiet.

– Vi tror på, at stærke fundamenter, gode fællesskaber og vedholdende udvikling er det, der giver de bedste forhold for de næste generationer af talenter. Uanset om målet er en plads på førsteholdet eller en karriere i en digital verden i konstant udvikling, udtaler Chief People Officer i itm8, Henriette Fogh-Hansen.

U19-holdets opstart

FC Midtjyllands U19-mandskab sparker sæsonen i gang lørdag den 8. august, når turen går til Brøndby. Den første hjemmekamp på EDC Arena i Ikast er den 22. august mod Lyngby Boldklub.

Se kampprogrammet for U19-holdet her.

U17-holdets opstart

U17 starter sæsonen i Haderslev, når de lørdag den 15. august møder Sønderjyske. Ligeledes er U17-holdets første hjemmekamp mod Lyngby Boldklub lørdag den 22. august.

Se kampprogrammet for U17-holdet her.

Alle U17- og U19-hjemmekampe kan streames på akademiets YouTube-kanal.