Vejle besøger MCH Arena
Billetsalget er startet

Førsteholdet

August Priske forlænger og udlejes til FC Eindhoven

Den 19-årige angriber spiller resten af sæsonen i hollandske FC Eindhoven på en lejeaftale. Han skriver samtidig under på en femårig kontraktforlængelse.

22/08/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

August Priske fik sin officielle førsteholdsdebut på udebane mod Lyngby i 3. spillerunde af denne sæsons 3F Superliga.

Nu drager den unge angriber videre til hollandsk fodbold, hvor han skal spille for FC Eindhoven i den næstbedste række, Eerste Divisie, på en etårig lejeaftale.

– August gjorde det godt på sit seneste lejeophold i Holland hos Jong PSV. Nu får han igen muligheden for fast spilletid i selvsamme liga. I Augusts unge alder er det vigtigt med kontinuerlige spilleminutter, og vi tror på, at han vil vende tilbage som en stærkere og dygtigere spiller, udtaler vicesportschef Kristian Bach Bak.

I samme ombæring skriver August Priske, som er en del af det danske U19-landshold, under på en ny femårig aftale. En forlængelse, der vækker glæde i FC Midtjylland.

– Det er en spiller, vi tror meget på, og kan han bygge yderligere på sine spidskompetencer, står vi med en utrolig spændende angriber, som besidder en interessant fysik og målfarlighed. Vi glæder os over at have lavet en god aftale for alle parter, og nu ser vi frem til at følge hans fortsatte udvikling i Holland, siger Kristian Bach Bak.

Hovedpersonen selv udtaler følgende:

– Jeg kommer ned til en rigtig fin liga med nogle gode hold og spændende kampe, hvor jeg håber på kontinuerlig spilletid. Jeg kender ligaen, kulturen og har allerede boet i byen nogle år. Nu skal jeg ned og vise mig frem, score mål og blive en vigtig spiller for holdet, siger August Priske og fortsætter:

– Nu har jeg skrevet under på fem år med FC Midtjylland, og så ruller bussen ellers, når jeg kommer hjem næste sommer. Klubben har præsenteret en fin plan, og slår jeg igennem i Midtjylland, venter der fodbold på en høj hylde, så det er mit klare mål.

Lejeaftalen med FC Eindhoven løber frem til den 30. juni 2024. Fra FC Midtjyllands side skal der lyde et tillykke med kontraktforlængelsen samt et held og lykke med udfordringerne i hollandsk fodbold.