Førsteholdet

Bach Bak før Feyenoord-møde: I Holland betyder fodbold alt

Assisterende sportschef i FC Midtjylland, Kristian Bach Bak, giver indblik i den hollandske fodboldkultur, som den tidligere forsvarsspiller oplevede på egen krop, da han var på kontrakt i Heerenveen fra 2007 til 2010.

04/10/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Tidligere anfører og nuværende assisterende sportschef i FCM, Kristian Bach Bak, nåede i sin aktive spillerkarriere tre år hos hollandske Heerenveen, for hvem han spillede 91 kampe.

Torsdag aften gæster et andet hollandsk hold MCH Arena – sidste års Conference League-finalister fra Feyenoord. Til at blive klædt på til den kamp giver Kristian Bach Bak et indblik i hollandsk fodboldkultur, som afviger fra den, vi kender i Danmark.

– For mig var tiden i Holland en kæmpe omvæltning. Jeg kom til et land, hvor fodboldkulturen var fuldstændig anderledes. Jeg boede i en by, hvor der levede 35.000, og der kunne være 28.000 på stadion. På hver eneste kampdag var stadion fyldt, og der var 5000 på venteliste. Det vil sige, at hele byen bare var tom. Hollænderne elsker fodbold, og sætter det over alt andet, fortæller Kristian Bach Bak og fortsætter:

– Spillestilen er bygget op om pasninger og possession. Jeg kom derned som en voldsom tackler, og skulle hurtigt lægge mit spil om fra høje og lange afleveringer til at spille langs jorden. Lige meget hvilket hold, man er i ligaen, så spiller man, og det bliver man ved med. Det der med at spille resultatfodbold og stille sig ned for at forsvare, er ikke noget, man gør i Holland. Så det er en interessant form for fodbold og en fed fodboldkultur.

Særligt det store fokus på pasningsdelen oplevede Kristian Bach Bak på egen krop.

– Den største omstilling for mig var den der halve time med pasningsøvelser hver træning. Det var ikke bare to gange om ugen – det var hver træning, vi startede sådan. Man clearer ikke bare en bold væk som forsvarsspiller, og man får hele tiden at vide af træneren, at bolden skal holdes langs jorden.

– Jeg lagde utroligt meget på teknisk, og rent fodboldmæssigt lærte jeg en del. Det er et fantastisk land at komme til for alle fodboldspillere, fordi du kommer til at udvikle dig helt vildt, siger Kristian Bach Bak, som dog også oplevede bagsiden af aldrig at afvige fra en boldbesiddende spillestil:

– I en periode tabte vi seks-syv kampe i streg, fordi vi blev ved med at lave fejl på bolden. Vi blev ved med at spille op nede bagfra og give bolden til modstanderne. Der var jeg frustreret, men der var ingen plan b. Vi øvede os bare endnu mere på opbygningsspillet, og det var ikke noget med at træne den defensive organisation.

Rotterdams hårhed

Kristian Bach Bak slog sine folder i Heerenveen, som ligger i det nordlige Holland ved Frisland-området. Ikke desto mindre kender han udemærket til menneskerne i Rotterdam, som på mange måder skiller sig ud fra mængden.

– Heerenveen er et form for bondeområde, og det er faktisk meget sammenligneligt med Jylland. Flinke mennesker, hvor man får kaffe af naboen og sætter pris på hårdt arbejde.

– Kommer man til Amsterdam og Rotterdam er det et andet miljø. Rotterdam er en stor industriby, hvor der sker meget mere, og tingene er lidt hårdere. Nogle af dem, jeg spillede sammen med i Holland, kom fra Rotterdam, og de var mere direkte i deres sprogbrug. Det er bare et andet sted – men et fedt sted.

Også fodboldmæssigt forventer Kristian Bach Bak torsdag at se en forskel sammenlignet med det, FCM oplever til dagligt i 3F Superliga.

– Den hollandske Eredivisie er teknisk på et højere niveau end Superligaen. Danske hold kan så måske være bedre taktisk og organisatorisk, hvor du i Holland er bedre individuelt og har mere fart i spillerne.

– Feyenoord passer måske godt til der, hvor vores hold er lige nu. Det bliver en underholdende kamp, fordi vi også spiller virkelig flot fodbold. Det kunne godt ligne noget af det, som nogle af de hollandske hold gør. Vi har nogle dygtige spillere, og kan vi få organisationen på plads, bliver det en spændende kamp. Der vil altid være muligheder mod de hollandske hold, fordi de aldrig stiller sig ned.

Gode oplevelser på De Kuip

Første opgør mellem FCM og Feyenoord finder sted på MCH Arena, men kun en uge efter venter endnu en kamp mellem de to mandskaber på det mytiske stadion, De Kuip.

– Det var i Rotterdam, jeg vandt pokalfinalen, så jeg har mange gode oplevelser fra De Kuip. For mig er der tale om det fedeste stadion i Holland. Bedste stemning, altid fyldt, og tilskuerne sidder lige ned til banen. Der er en megafed stemning med plads til mere end 50.000. Alt i alt er det bare en fed fodboldby, siger Kristian Bach Bak og uddyber:

– Selvom MCH Arena også har noget specielt over sig, er alle hollandske hold vant til noget, der er endnu større.

Den nuværende assisterende sportschef stod over for Feyenoord fem gange i sin Holland-tid. Her blev det til to sejre, en uafgjort og to nederlag.

– Feyenoord var et af de hold, man på hjemmebane havde en god chance mod, mens man på udebane skulle være heldig, hvis man ville slå dem.

– De har nogle voldsomme fans, og Ajax og Feyenoord har et kæmpe derby, hvor de ofte ikke må have tilskuere med på udebaneafsnittet. De har vilde fans, og det er altid fedt at spille et sted, hvor der er knald på. Det skal vores spillere glæde sig til, afslutter Kristian Bach Bak.

Tæt på udsolgt før torsdag – køb billet her