Førsteholdet

Bach Bak: Rigtig god træningskamp

Kristian Bach Bak så mange gode ting i dagens opgør mod Malmø, og nu ser han frem til teambuilding-turen, som venter spillere og stab de næste to dage.

27/06/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Søndag eftermiddag havde FC Midtjylland-lejren taget turen til Malmø, hvor de forsvarende svenske mestre lagde bane til en træningskamp.

Her blev det til 90 minutter med fin intensitet, masser af meter i benene og ikke mindst to flotte scoringer af Mikael Anderson og Anders Dreyer, som sikrede en sejr på 2-1.

Assistenttræner Kristian Bach Bak var tilfreds med indsatsen blandt FCM-spillerne.

– Det var en rigtig god træningskamp. Vi havde selvfølgelig ikke hele truppen til rådighed, så det betød, at flere spillere spillede fuld tid. Det plejer vi ikke at gøre i den første testkamp, men det gik jo glimrende, påpeger Kristian Bach Bak.

Modstanderen Malmø FF ligger nummer 1 i Allsvenskan, som følger kalenderåret og genoptages allerede i næste uge.

– Det var en flot sejr mod et stærkt hold. De kom i stærkeste opstilling og skal spille liga om en uge, så vi er meget tilfredse med at kunne slå dem. Det var godt med en sejr, men mest af alt en god indsats, siger assistenttræneren og uddyber:

– Drengene kom med masser af energi, og det var dejligt at se. Der var mange, som fik vist sig rigtigt fint frem, og det lover jo godt for resten af opstarten.

Dagens hold bestod af flere tilbagevendte ansigter, som har været på udleje i den forgangne sæson. Navne som Elias Rafn Olafsson, Rasmus Nicolaisen, Nikolas Dyhr, Raphael Onyedika og Victor Torp leverede alle et fint aftryk.

– Flere af spillerne er kommet stærkere tilbage fra udleje, og de spillede med stor selvtillid i dag. Der er selvfølgelig lige nogle relationer, som skal på plads igen, men vurderet ud fra dagens kamp ser det godt ud, lyder det fra Bach Bak, som opsummerer:

– Alt i alt en kanon testkamp med mange positive takter hele vejen rundt.

Teambuilding-tur forude

Efter sejren er fokus for en gangs skyld rettet væk fra fodboldbanen. Nu venter der en overlevelsestur for spillerne og trænerne de næste to dage.

– B.S. (Mentaltræner B.S. Christiansen, red.) har arrangeret en teambuilding-tur for os. Det er en ukendt destination, så det er først og fremmest spændende, hvor vi skal hen, fortæller Kristian Bach Bak og afslutter:

– Vi har bare fået at vide, hvad vi skulle have med i rygsækken, så der er nok ingen tvivl om, at vi skal på overlevelsestur ude i det fri. Det er altid godt at være sammen på en anden måde, og vi glæder os til at få en oplevelse sammen.

Sommerens træningskampe

Næste testkamp for FC Midtjylland er på torsdag mod AGF. Information om livestream følger.