Førsteholdet

Bach Bak: Vi står et godt sted

En tilfreds assistenttræner blåstempler træningslejren i Portugal og roser holdet for en stærk indsats i opstartens sidste test.

12/02/22
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Der var masser af smil i FCM-lejren ovenpå 3-1-sejren over Vålerenga, som var holdets sidste træningskamp forud for forårspremieren torsdag i næste uge.

FC Midtjylland leverede en stærk præstation og kronede det gode spil med tre flotte scoringer sat ind af Raphael Onyedika, Pione Sisto og Joel Andersson.

– Det var en fed kamp at slutte af på med mange af de dyder, som vi gerne vil se. Vores presspil fungerede sublimt, og vi scorer blandt andet et mål på det. Derudover skabte vi masser af chancer i en dejlig levende kamp, lyder det fra Kristian Bach Bak efter slutfløjtet i Portugal.

– Mange af de offensive ting, vi har arbejdet med i de seneste dage, så vi eksempler på i dag, hvor vi mange gange kombinerer super flot, roser han.

FCM lagde ud i en 3-5-2-formation, men skiftede i pausen til 3-4-3, og det fungerede godt.

– Vi har rigtigt mange forskellige spillertyper, og det handler om at få relationerne på plads. Vi ville gerne teste, hvordan vi kunne ændre kampen udefra, og det gjorde vi med et formationsskifte. Der fik vi nogle gode svar i dag i forhold til, hvad vi kan gøre rent taktisk, forklarer Bach Bak.

Opstarten har budt på fem træningskampe, der har resulteret i tre sejre, en uafgjort og et enkelt nederlag.

Nye spillere integreret godt

I dag rejser truppen og staben hjem til Danmark efter den 12 dage lange træningslejr i Portugal. Her er der blevet trænet igennem, spillet tre kampe ved Atlantic Cup og ikke mindst været tid til at få rystet truppen sammen udenfor banen.

– Vi står et godt sted. Spillerne virker afklarede og klar til at præstere i foråret. De ting, vi har haft fokus på i opstarten, har vi fået testet af i kampene med fin succes. Vigtigst af alt virker det til, at vores nye spillere forstår, at vi skal spille med et fremadrettet mindset, siger Bach Bak og fortsætter:

– Vi vil gerne dominere uden bolden gennem vores pres, men vi har i den grad også spillerne til at dominere med bolden. Det bliver spændende at skulle forløse vores potentiale i foråret.

– Vi kunne ikke have fået en bedre optakt til foråret med den her generalprøve og træningslejren generelt. Der er stadig ting at arbejde med, men vi har fået en masse gode svar hernede i Portugal, og så har vi fået integreret vores nye spillere godt. Det vigtigste er, at vi har en god gruppe, og det synes jeg, vi har, pointerer assistenttræneren, som har nydt træningslejren:

– Det har været en af de bedste træningslejre, jeg nogensinde har været på. Både hotellet, banerne, vejret og de modstandere, vi har mødt, har været helt i top. Vi er klar til at angribe foråret, slår Kristian Bach Bak fast.

FC Midtjylland åbner foråret på torsdag kl. 18.45, når græske PAOK gæster MCH Arena i playoff-runden i Conference League. Du kan sikre dig en plads til opgøret via linket nedenfor.

Se program og køb billet