Herreholdet

Belgisk sportsjournalist fortæller om Sint-Truidense: Fra lokal til international klub

FC Midtjyllands belgiske modstandere, Sint-Truidense VV, er en japansk-ejet klub, som for første gang i klubbens 102 år spiller med i en europæisk hovedturnering. Den belgiske sportsjournalist Thomas Standaert fortæller om klubbens historie, synet på FC Midtjylland og forventningerne til aftenens opgør.

22/10/26
Julie Ege
Foto: IMAGO

For belgiske Sint-Truidense VV er torsdagens opgør mod FC Midtjylland endnu et kapitel i en allerede historisk sæson.

Den belgiske klub blev grundlagt tilbage i 1924 og befinder sig til dagligt i den belgiske provins Limburg.

I sidste sæson spillede klubben sig til en tredjeplads i den bedste belgiske række, Jupiler Pro League, og sikrede sig dermed adgang til klubbens første europæiske gruppespil/ligaspil nogensinde.

Ifølge den belgiske sportsjournalist Thomas Standaert, som til dagligt arbejder på den belgiske avis Het Belang van Limburg, er det en udvikling, som kan kædes sammen med det japanske ejerskab, som klubben fik i 2017.

Thomas Standaert har over de seneste år fulgt Sint-Truidense tæt og rejser selv til Danmark for at overvære torsdagens kamp på MCH Arena.

– Det er en klub fra min region, så jeg kender dem ret godt. Jeg har fulgt dem i nogle år, men sidste sæson fulgte jeg dem mere eller mindre hver kamp, da de begyndte at nærme sig de europæiske pladser, fortæller han.

Japansk ejerskab har ændret klubben

FC Midtjyllads modstandere bliver anset som værende den næststørste klub i regionen, hvor også rivalerne fra KRC Genk er at finde.

Sint-Truidense største bedrift var i 1966, da de sluttede som nummer to i ligaen med den senere Champions League-vinder Raymond Goethals (for Marseille i 1993, red.) i cheftrænerrollen.

Siden da har klubben primært befundet sig midt i tabellen, men over de seneste år er der sket en udvikling. En del af forklaringen er, at det japanske elektronik- og internetfirma, DMM.com, i 2017 købte klubben og bragte nye visioner.

I begyndelsen var det noget, som skabte en del bekymring blandt de mangeårige tilhængere.

– Det har altid været en meget lokal klub, så selvfølgelig var folk skeptiske, da DMM kom ind i billedet. De var bekymrede for, om klubben ville ændre sig drastisk, og om de mange lokale fans ville forsvinde, siger Thomas Standaert.

Det har dog vist sig, at de japanske spillere er blevet en vigtig del af klubbens udvikling.

– Klubben har hentet nogle virkelig dygtige japanske spillere, som har startet deres europæiske karriere her, fortæller han og fortsætter:

– Samtidig bliver pengene fra de store salg brugt på at forbedre ungdomsafdelingen, hvilket er noget, som har været med til at overbevise klubbens fans om, at det japanske ejerskab ikke er så skidt endda.

Også kommercielt er forbindelsen til Japan blevet vigtig for Sint-Truiden, der ligeledes gennem ejerskabet nu er nået langt ud over landegrænsen.

– Klubben får en del opmærksomhed fra Japan, og på Shibuya Crossing er klubben også vist på store digitale skærme. Det er stort for en belgisk klub.

Flere øjne på FC Midtjylland

FC Midtjylland er bestemt ikke ukendte i belgisk fodbold, da der gennem årene er blevet udviklet flere spillere, som siden har gjort sig bemærket i Jupiler League – heriblandt nigerianske Paul Onuachu, der fik succes i Sint-Truidenses rivaliserende klub, KRC Genk.

Angriberen blev en markant profil i belgisk fodbold, hvor han blandt andet blev topscorer og vandt den belgiske Golden Boot i 2021.

– Han bliver husket som en af de bedste angribere i belgisk fodbold gennem de seneste ti år. Da han forlod Genk, var det næsten, som om holdet kollapsede en smule uden ham.

– Han har efterladt et stort indtryk, og klubben har siden ledt efter en angriber, der minder om ham, fortæller Thomas Standaert.

Ifølge den belgiske journalist er FC Midtjylland generelt en klub, som man holder øje med i Belgien.

– Vi ser FC Midtjylland som en af de bedste klubber i Skandinavien. Belgiske klubber følger dem tæt, når de leder efter nye spillere, fordi de er dygtige til at udvikle på deres spillere. Nogle gange er de bare allerede blevet for dyre, siger han.

Kvaliteter og svagheder

På banen er Sint-Truidense et hold, der gerne vil fremad. Det kan skabe muligheder mod FC Midtjylland, men ifølge Thomas Standaert kan det ligeledes give problemer i gæsternes defensiv, da det efterlader plads til midtjyderne.

Klubben har på det seneste skiftet mellem nogle skuffende resultater i ligaen og nogle stærke præstationer i pokalturneringen og i Europa.

Thomas Standaert peger dog på én særlig akilleshæl for belgierne.

– De kan score mål og har et godt kombinationsspil, men de mangler noget på blandt andet dødbolde. Det er et område, hvor FC Midtjylland er utrolig dygtige, siger han og tilføjer:

– Det er ikke deres stil at holde sig tilbage og spille defensivt. De vil spille fodbold. Nogle vil måske mene, at det er lidt naivt i et opgør som dette, men det er sådan, de altid gør.

Han forventer, at den 44-årige cheftræner, Frédéric De Meyer muligvis vil være en smule mere forsigtig, men det er ikke ens betydende med, at Sint-Truidense opgiver sit offensive spil.

– Jeg vil ikke blive overrasket, hvis de har omkring 60 procent af boldbesiddelsen, da de er gode i kombinationsspillet. De vil helt sikkert skabe chancer, men de kan også komme til at give noget væk defensivt.

Potentielt afgørende profiler

Offensivt har belgierne en håndfuld spillere, der kan komme til at få en afgørende rolle i opgøret mod FC Midtjylland.

Thomas Standaert fremhæver især venstrekanten Ilias Sebaoui, der allerede har vist, hvad han er i stand til i det første ligafase-opgør mod georgiske FC Iberia 1999, hvor han scorede fra midterlinjen.

Derudover kan de japanske offensivspillere Kaito Matsuzawa og Shion Shinkawa blive farlige, hvis de kommer ind fra bænken, hvor Thomas Standaert regner med, at de starter kampen.

– De bliver betragtet som ’supersubs’, fordi de virkelig kan skabe noget, når de kommer ind. De japanske spillere kan være uforudsigelige, siger han.

Den defensive midtbanespiller Abdoulaye Sissako får også roser med på vejen af den belgiske journalist.

– Han er nok den vigtigste spiller på holdet. Han har et fantastisk overblik og fungerer nærmest som hjertet på holdet.

En stor oplevelse i Herning

For en klub, der aldrig tidligere har spillet med i en europæisk hovedturnering, er kampene i sig selv en betydningsfuld oplevelse, og ifølge Thomas Standaert kan det give belgierne en ro og et overskud.

– Jeg tror, at de går ind til kampen med følelsen af, at de ikke har noget at tabe i Danmark. Alt, hvad de kan tage med hjem, er en bonus.

– De vil selvfølgelig gøre alt, hvad de kan, men uafgjort vil også være et godt resultat for dem.

For Sint-Truidense handler torsdagens opgør ifølge Thomas Standaert i høj grad om at fortsætte en historisk kampagne, og det afspejles også i forhold til de medrejsende fans, som glæder sig til at opleve mere europæisk tryllestøv.

– Klubbens fans er meget loyale. De er glade for deres ry og vil gerne beholde det. Fordi det er deres første europæiske kampagne, så er de meget entusiastiske, og der er mange fans, som forventes at rejse med holdet ud i Europa for at få oplevelsen, slutter han af.

Køb billet til opgøret

FC Midtjyllands anden europæiske kamp i Conference League-ligafasen fløjtes i gang kl. 21.00 på MCH Arena. Hvis du vil med på stadion og bakke om op FC Midtjylland, kan du finde din billet nedenfor.

FCM v Sint-Truidense