Klubben

Billetsalget til pokalfinalen er nu åbnet for alle

Vi slutter 21/22-sæsonen med en pokalfinale mod OB på Brøndby Stadion, og billetsalget til kampen er netop åbnet.

12/05/22
Morten Ambo
Foto: Daniel Stentz

Vi spiller sæsonens sidste kamp torsdag den 26. maj kl. 15.00 på Brøndby Stadion, når vi møder OB i finalen i Sydbank Pokalen. Sæsonkortholdere har overstået deres forkøbsret, og derfor er billetsalget nu åbent for alle.

Det bliver årets største fodboldfest med stor FCM-fanzone nær Brøndby Stadion, hvor der vil være underholdning og musik, stort udbud af mad og drikke, mulighed for at købe pokalmerchandise, fanmarch mod stadion og meget andet.

Kør selv eller tag med bussen

Prisen for billetter til pokalfinalen er 250 kr. både for voksne og børn. Kører man selv til Brøndby Stadion, kan man nøjes med kun at købe billet til kampen, men ønsker man transport med bus, kan man købe en pakke med både billet og bustransport. Prisen for pakken er 599 kr. for voksne og 499 kr. for børn (0-13 år), og der er opsamlingssteder 18 forskellige steder i landet.

Få alt at vide om pokalfinalen

Vi har lavet en pokalfinaleside på fcm.dk, hvor vi har samlet al information om billetter, transport, fanfest og hvad der ellers er værd at vide. Det er derfor en god idé at tage et grundigt kig på siden, så man kan få svar på de mest almindelige spørgsmål, inden man skal købe billet.

Vi opdaterer siden løbende, efterhånden som der kommer yderligere information om pokalfinalen.

Se alt info og køb billet