Herreholdet

Billing tager erfaringer med sig fra sæson ét – og går ind med ambitioner til den nye

Philip Billing er fuld af fortrøstning, når det kommer til, hvorvidt FC Midtjylland fortsat kan blive ved med at udvikle sig. Nu venter midtbanespillerens sæson to – og det med fortsatte ambitioner.

08/07/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

FC Midtjyllands førsteholdstrup er i øjeblikket på træningslejr i Wales, hvor holdet er indlogeret på Vale Resort nær Cardiff. Her foregår den daglige træning på de snorlige baner og i de faciliteter, som det walisiske landshold normalt benytter i forbindelse med sine samlinger.

Vi har taget en snak med Philip Billing, som går ind til sin anden sæson i det midtjyske efter et første år, der på godt og ondt bød på en pokaltitel, et misset mesterskab, 36 kampe, tre mål, fire assists og masser af erfaringer fra dansk fodbold.

–  Der er mange ting, jeg tager med mig – og nok særligt uden for banen. FC Midtjylland er en åben klub. I England var det hele mere lukket, men her møder man mange nye mennesker hver eneste dag, og det har været spændende at opleve.

–  Jeg glæder mig til at komme i gang igen og spille om point. Jeg tror på, at det her hold med så mange gode spillere vil blive ved med at udvikle sig, siger Philip Billing, der er mere optaget af holdets udvikling end sine egne meritter:

–  For mig er der ikke rigtig nogle personlige mål, jeg stiler efter. Når jeg spiller, prøver jeg ikke at tænke for meget over tingene. Jeg forsøger bare at give mit bedste for holdet, og hvis alle gør det, er jeg sikker på, at vi går en god sæson i møde.

Tilgangen af ‘NK’ siger meget

Philip Billing deler værelse med Rasmus Nissen Kristensen på træningslejren, og de to landsholdsspillere har kendt hinanden i mange år.

–  Nu har vi lige hentet ‘NK’, og jeg gik egentlig og var stolt af at være den spiller i truppen med flest danske A-landskampe. Det er jeg så ikke længere, må man sige. Det viser, at Midtjylland fortsat bevæger sig i den rigtige retning. Det er fedt at se, hvor Superligaen bevæger sig hen, og præsterer man, er der stadig en landstræner, som holder øje.

–  Jeg kender ‘NK’ rigtig godt fra diverse ungdomslandshold. Vi har kendt hinanden i mange år, og jeg har også spillet mod ham en enkelt gang i England. Han er en fantastisk fyr, og når man kigger på ham, er han jo Mr. Midtjylland. Han bliver vigtig for holdet, og man kan tydeligt mærke, hvor meget klubben holder af ham. Det siger meget, at man har været i stand til at hente ham hjem.

En tale i Parken

Ét øjeblik gik igen på de sociale medier efter pokaltriumfen i Parken i sidste sæson, da Philip Billing – og efterfølgende Mads Bech – tog ordet i omklædningsrummet få minutter før kickoff mod F.C. København.

– Det var egentlig, fordi Mike ikke var der. Jeg følte, at vi fortjente at vinde noget. Det var ikke, fordi min tale gjorde den store forskel, men jeg havde noget på hjerte. Jeg vidste, at der var mange forskellige personer i rummet, som alle havde en drøm om at vinde trofæer.

– Det handler om at nyde det, når der er noget på spil. Man skal ikke føle et pres, men gå ind til kampen, som man gør til enhver anden kamp, og gøre sit bedste for at præstere. Det var det budskab, jeg gerne ville sende.

Træningslejre handler ikke kun om fodbold. De er også en vigtig del af arbejdet med at styrke sammenholdet og komme hinanden endnu nærmere.

– Det betyder meget. Vi kan lave en masse ting sammen, og der er generelt et godt fællesskab, selvom vi har så mange forskellige nationaliteter. Alle har det sjovt med hinanden og joker lidt indbyrdes. Sådan et sted her er perfekt til at dyrke det fællesskab. Når vi er færdige med måltiderne, sætter folk sig sammen for at spille pool, kort eller noget helt tredje. Det er med til at bringe os endnu tættere sammen.