Førsteholdet

Blik på de udlejede FCM’ere #3

Få et overblik over, hvordan det går de FC Midtjylland-spillere, som er udlejet i den indeværende sæson, som lige nu er på pause i Nordeuropa.

13/01/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Januar måned er som bekendt årets første måned, men i fodboldkalenderen er det snarere et midtpunkt. Et godt tidspunkt at gøre status.

Denne tredje udgave af artikelserien med de udlejede FCM-spillere er netop en midtvejsstatus på deres ophold rundt omkring i Europa.

I bunden af artiklen fremgår der ligeledes en oversigt, hvem der er på udleje, og den vil blive opdateret løbende, hvis der kommer flere lejeaftaler.

Overlevelse og oprykningsjagt

Søren Reese er vendt hjem fra Polen og er i foråret lejet ud til Horsens. Det er Casper Tengstedt også, og sammen skal de kæmpe for overlevelse i 3F Superligaen med den nye træner Jens Berthel Askou.

Horsens har ni point op til Vejle over stregen. To point under Horsens er Lyngby placeret på sidstepladsen i ligaen, så de har en endnu sværere opgave foran sig.

Victor Torp skal bidrage til de kongeblås jagt på overlevelse i foråret. Midtbanespilleren leverede fortrinligt i efteråret, hvor han scorede otte mål (heraf fem i Sydbank Pokalen) i 14 kampe.

Samme tema gør sig gældende for Sebastian Buch i Skive, som ligger sidst i 1. division.

I landets næstbedste ser det dog en smule sjovere ud for FC Fredericia, der ligger godt til i toppen på fjerdepladsen. Top 6 i 1. division går i slutspillet, som man kender det fra 3F Superligaen.

I efteråret har fem FCM’ere spillet fast for klubben i trekantsområdet. Henry Uzochokwus lejeaftale udløb ved årsskiftet, og backen er dermed tilbage i FC Midtjylland, mens de resterende fire fortsætter.

Elias Rafn Olafsson, som vogter målet i Fredericia, har netop forlænget sin kontrakt med FCM. Foran ham er Tobias Anker i midterforsvaret, mens Raphael Nwadike og Christian Tue optræder på midtbanen. Halvvejs gennem sæsonen har de 11 point op til Esbjerg og Viborg på de to oprykningspladser.

I 2. division spiller Gloire Rutikanga for Thisted, hvor midtbanespilleren har startet inde i ti ud af 11 kampe.

To permanente aftaler i Norge

Flere FCM-spillere begår sig også i udlandet. David Akintola har spillet 16 kampe med 4 mål til følge i Hatayspor i Tyrkiet, mens Rasmus Nicolaisen er noteret for 11 kampe for Portsmouth i League 1 i England.

Bozhidar Kraev er netop blevet udlejet til Famalicao i Portugal, hvor han skal optræde i resten af sæsonen.

Kaan Kairinen og Michael Baidoo har markeret sig flot i Norge gennem hele efteråret, hvor de har kæmpet i hver deres ende af OBOS-ligaen, som er den næstbedste norske række.

Baidoo var en stor årsag til, at FK Jerv overlevede en svær sæson i OBOS-ligaen. Ghaneseren blev nemlig kåret til årets spiller i klubben, mens Kairinen rykkede op med Lillestrøm som stamspiller. Begge profiler er skiftet til deres respektive klub på en permanent transfer efter lejeopholdene.

Mayron George er tilbage i FCM efter sit ophold i Kalmar FF, som sikrede overlevelse i Allsvenskan efter playoff-kampe.

Overblik over udlejninger

Victor Torp – Lyngby BK – 30.06.2021
Nikolas Dyhr – AC Horsens – 30.06.2021
Casper Tengstedt – AC Horsens – 30.06.2021
Søren Reese – AC Horsens – 30.06.2021
Tobias Anker – FC Fredericia – 30.06.2021
Elias Rafn Olafsson – FC Fredericia – 30.06.2021
Christian Tue Jensen – FC Fredericia – 30.06.2021
Raphael Onyedika Nwadike – FC Fredericia – 30.06.2021
Sebastian Buch – Skive IK – 30.06.2021
Rasmus Nicolaisen – Portsmouth – 30.06.2021
Bozhidar Kraev – Famalicao – 30.06.2021
David Akintola – Hatayspor – 30.06.2021
Gloire Rutikanga – Thisted – 30.06.2021