FC Midtjylland jagter den første sejr i årets Europa League-gruppespil, når den anden kamp i gruppe F spilles torsdag aften. Her er modstanderen portugisiske SC Braga, og dem ser cheftræner Bo Henriksen frem til at stå over for.
– Det er et rigtigt fint fodboldhold, som vi skal møde. Vi har kæmpe respekt for Braga, men vi føler også, at vi har gode muligheder for at skabe et resultat. Vi glæder os især, fordi vi er inde i en rigtig god periode for tiden, siger Bo Henriksen på pressemødet før den klassiske træning på stadion dagen inden kampen.
Braga har været i 1/16-finalen i Europa League i de seneste to sæsoner, og ved lodtrækningen til årets gruppespil var de i det øverste seedningslag. Styrkeforholdet i gruppen er dog helt åbent, vurderer Bo Henriksen.
– Braga var jo i det højeste seedningslag, mens vi var i det nederste. Så på papiret er Braga favoritter til at gå videre fra gruppen, men det bekymrer vi os egentligt ikke så meget om. Holdene i gruppen er ikke så langt fra hinanden, og som vi har sagt hele tiden går vi benhårdt efter en af de to øverste pladser, siger cheftræneren.
Braga tabte deres første kamp i gruppen 2-1 til Røde Stjerne, mens FCM spillede 1-1 mod Ludogorets.
Det forventede kampbillede
Torsdagens modstander, som kun har misset to europæiske gruppespil i de seneste ti sæsoner, har en spillestil, som minder om FC Midtjyllands.
– Vi har analyseret dem på kryds og tværs og ved, hvad for nogle styrker de kommer med. Det er et hold, som spiller lidt på samme måde som os, men det er egentligt ikke så vigtigt for os. Det vigtigste er, at vi spiller vores spil og ikke laver alt for meget om, pointerer Bo Henriksen, som er kommet til det nordlige Portugal for at vinde:
– Vi kommer til kampen for at vinde, og vi skal ikke bare forsvare os. Vi skal også presse op og skubbe kæderne fremad, hvor vi forhåbentligt kan skabe nogle gode situationer. Vi vil gerne angribe og bringe stor power og dynamik i spillet.
Cheftræneren har ikke noget problem med at overlade bolden til Braga.
– I perioder kommer vi også til at forsvare os. Det har vi også set i ligaen, og det har vi været rigtigt dygtige til. De kommer nok til at have bolden lidt mere end os, men det må de også gerne, siger Bo Henriksen og pointerer, at de klassiske FCM-dyder skal tages med på banen:
– Jeg forventer at se et Midtjylland-hold med stor power og energi på banen, hvor vi forhåbentligt har kvaliteten til at sætte gode angreb sammen og skabe chancer nok til at tage sejren.
Braga og FC Midtjylland tørner sammen på Estadio Municipal de Braga, som midt på en bjergside kan huse 30.286 tilskuere, torsdag aften.
Mabil har gode minder fra Portugal
Følg SC Braga – FC Midtjylland
Der er kampstart i Portugal kl. 21.00 dansk tid. Du kan se opgøret på TV2 Sport og TV2 Play eller følge det i tekst via FC Midtjyllands Twitter.
En anbefaling lyder også til at følge med i matchcentret i FCM-appen og på fcm.dk. Her får du masser af fodboldindsigt med live statistik såsom Expected Goals og Heat- og Touch Maps.
Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.