Kampprogram

Brian Priske: Vi er klar

Trods kun tre ugers forberedelse er cheftræneren fuld af optimisme, og målet er 'The Double'.

04/02/21
Frits Nielsen
Foto: Daniel Stentz

Artiklen er en del af kampprogrammet, som før hver hjemmekamp udgives online.

Læs hele kampprogrammet

Cheftræner Brian Priske ser frem til årets første kamp mod SønderjyskE. Han har med sine trænerassistenter i tre uger forberedt spillerne på anden halvdel af sæsonen. En halvsæson, der byder på 19 Superligakampe og måske fem pokalkampe.

– Det er det, vi regner med, og vi skal levere fra start til slutningen af maj, fastslår Brian Priske med henvisning til, at sidste runde i slutspillet er den 24. maj.

I pokalturneringen spiller FCM to kampe mod OB i kvartfinalen. Den første allerede den 11. februar på udebane med returkamp på MCH Arena i uge 10, og dernæst håber FCM på to semifinaler og en finale.

Det, der blandt andet gør Brian Priske tryg, er, at truppen fra efteråret, der som bekendt spillede FCM på førstepladsen, er intakt til forårets kampe.

– Vi har stort set samme mandskab. En glad trup, der har præsteret, og vi skal fortsætte stilen, fastslår Brian Priske forud for sæsonens 14. kamp.

Det er en bred trup, og det kan blive afgørende. Ikke mindst fordi der i februar og marts spilles 11 kampe på formentlig tunge baner.

– Banerne vil så tidligt på året suge ekstra energi ud af spillerne, så jeg forventer hele truppen kommer i spil, siger Brian Priske.

FCM har spillet fire træningskampe, hvor det er blevet til sejre over AGF, AaB, Silkeborg og Esbjerg. Kampe, som cheftræneren har været tilfreds med, fordi det er kampe, hvor hans spillere har fortsat den udvikling, vi alle har været vidne til i efterårets kampe i 3F Superligaen og Champions League.

– Vi har i alle kampe kreeret chancer og scoret mål. Vi har i hele efteråret udviklet os med bolden med en boldbesiddelse på over 60 procent i 3F Superligaen. Vi skal fortsætte den udvikling og blive endnu bedre med bolden, og så vil vi gerne have backerne endnu mere med i spillet, lyder det fra Brian Priske.

Kampen torsdag aften mod SønderjyskE er en ny “sæsonåbning”, og kigger man tilbage på åbningskampene i 2020, er det stort set de eneste kampe, Brian Priskes tropper i 2020 har rystet på hånden.

Da 2019/2020-sæsonen blev genoptaget i juli efter Corona-nedlukningen, var det mod Horsens på hjemmebane. FCM tabte 1-0, og da den nye sæson blev skudt i gang i september, var det mod dagens modstander SønderjyskE på udebane. Den kamp tabte FCM 2-0. Det sidste var bare det ene af to nederlag i efterårets 13. Superligakampe.

De to nederlag har Brian Priske heller ikke glemt.

– Vi havde vores chancer til at lave et andet resultat. Men vi var ikke skarpe på dagen, og i det hele taget er alle kampe i 3F Superligaen vanskelige, hvis vi ikke er der, bemærker Brian Priske, som i samme åndedrag og med sin sædvanlige rolige tone slår fast:

– Jeg går ud fra, at spillerne er klar torsdag aften.

Brian Priske er i hvert fald klar. Helt ud i storetåen, og han har store forventninger til sit mandskab.

– Fysisk har det set godt ud i opstarten, og drengene har trænet godt. Og så har vi indtil nu sluppet gennem de første ugers hårde træning uden en masse skader, konstaterer Brian Priske. Målet, som Priske sætter op for sine spillere, er til at forstå:

– Mesterskabet og gerne ‘The Double’, lyder det uden indpakning.