Førsteholdet

Brumado: Dejligt at være tilbage

Vi fangede en skuffet Junior Brumado efter kampen, der dog også glædede sig over at være i kamp igen efter en måneds skadespause.

22/11/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

35 dage efter Junior Brumado udgik med en ankelskade i Farum, gjorde den brasilianske frontløber comeback.

Brumado spillede den første time i søndagens kamp mod Brøndby, som FCM tabte 2-1.

– Det var selvfølgelig dejligt at være tilbage på banen, men følelsen er ikke perfekt, fordi vi tabte kampen. Men det var en sejr personligt for mig at spille igen efter en måned på sidelinjen, lyder det fra Junior Brumado efter slutfløjtet på MCH Arena.

– Det er aldrig sjovt at være skadet. Jeg vil gerne bare hjælpe holdet og gøre mit bedste i hver eneste kamp, så det var godt at være med igen i dag, fortsætter angriberen.

Den 22-årige frontløber gjorde sig hurtigt bemærket med sin sædvanlige duelstyrke, som han brugte til at vinde bolde og vriste sig fri med kuglen i flere ombæringer.

– Jeg synes, at min egen præstation var fin. Igen, jeg har siddet ude en måned, og så skal man altid lige finde tilbage i kampsituationen igen. Jeg har arbejdet hårdt for at komme tilbage, og jeg følte mig fint tilpas på banen, hvor jeg havde flere gode aktioner, siger Brumado og fortsætter:

– Men det er klart, at nederlaget fylder mest. Vi spillede ikke op til vores bedste, og det er vi skuffede over nu. Vi må bare rejse os.

Junior Brumado har været i Brasilien i en del af genoptræningsperioden, hvor han har arbejdet med den samme specialist, som hjalp ham sidste efterår, da en drilsk rygskade voldte problemer.

– Jeg trænede to-tre gange hver dag ved en specialist, som kender min krop. Jeg har været ved ham før, og det var godt for mig at komme dertil, pointerer Junior Brumado.

Ny vigtig kamp torsdag

Der er ikke meget tid til at ærgre sig over søndagens nederlag for Brumado og resten af holdet. Allerede torsdag er der en ny kamp, som kan være med til at definere FC Midtjyllands efterår.

Det er på hjemmebane i Europa League mod Braga, og en sejr vil hjælpe FCM mod avancement i det næstfineste europæiske selskab.

– Det er en vanvittigt vigtig kamp på torsdag. Vi ved, at hvis vi kan tage en sejr mod dem, så har vi chancen for at gå videre i Europa League. Det er vores mål, så det går vi selvfølgelig efter at leve op til, slår Junior Brumado fast.

Brasilianeren, der har scoret syv mål i 11 ligakampe i denne sæson, tror fortsat på en god afslutning på året.

– Bo sagde før kampen i dag, at der var seks finaler tilbage i 2021. Nu er der fem. Vi er motiverede for at få bedre resultater end mod Brøndby, og vi vil gerne give fansene nogle gode oplevelser i de sidste kampe, afslutter Brumado.

Sydbank Pokalen
søndag 12/12 kl. 18:00
FC Midtjylland FCM
Brøndby IF BIF
MCH Arena