Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Førsteholdet

Dagens debutant: Har altid været min drøm

Lørdag eftermiddag blev Jamiu Musbaudeen endnu en tidligere FC Ebedei-spiller i rækken til at debutere på FC Midtjyllands førstehold.

03/06/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

18-årige Jamiu Musbaudeen har været en profil for FC Midtjyllands U19-hold denne sæson. Lørdag debuterede det nigerianske midtbanetalent så på den helt store scene, da han fik førsteholdsdebut i slutminutterne af sejren over OB.

– Jeg er virkelig glad, og det er vel nok den største dag i mit liv. Det har altid været min drøm at få debut for FC Midtjylland, og derfor er det stort endelig at have opnået, siger Jamiu Musbaudeen, som blev endnu en i rækken til at debutere efter at være kommet fra den nigerianske samarbejdsklub, FC Ebedei:

– Der er mange fra Nigeria, som vil være stolte af mig nu. Det er en stor ting – ikke bare for mig, men også for folk i og omkring FC Ebedei.

Den defensive midtbanespiller havde ikke forventet at få spilleminutter lørdag eftermiddag.

– Forleden fik jeg at vide, jeg skulle sidde på bænken. Jeg blev en smule nervøs, men har hele tiden gjort mit hoved klar til, hvis der skulle blive brug for mig, selvom jeg ikke havde forventet at komme på banen.

– I løbet af kampen håbede jeg, vi ville score flere mål, så jeg muligvis kunne få min debut, siger han.

Jamiu Musbaudeen har taget store skridt i sin udvikling i løbet af sæsonen, og den arbejdsomme midtbanespiller kroner et flot år af med U19-guld i sidste weekend og nu debut på førsteholdet.

– Det er gået hurtigere, end jeg havde forventet. Trænerne fortæller mig, at jeg udvikler mig hurtigt, og jeg håber, jeg kan fortsætte med at blive bedre hver eneste dag. Nu skal jeg fortsætte min udvikling, så jeg kan blive en fast del af førsteholdet.

Dagens debutant sluttede traditionen tro milepælen af med en tale foran trænere og holdkammerater i omklædningsrummet.

– Jeg har altid godt kunne lide at tale foran folk. Selvfølgelig var jeg nervøs, fordi der er mange dygtige og store spillere på holdet. Men det gik godt, og mine venner havde også givet mig et par rosende ord med på vejen forinden, lyder det med et smil fra Jamiu Musbaudeen.

Oliver Sørensen: Vi har god kontrol