Førsteholdet

Daniel Høegh forlænger aftalen med FCM

Matchet mellem Daniel Høegh og FCM har været så godt, at den centrale midterforsvarer nu har sat sin signatur på en ny kontrakt, som gælder indtil sommeren 2024.

25/01/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

På sommertransfervinduets sidste dag blev det midtjyske midterforsvar forstærket med Daniel Høegh, der kom til heden efter et femårigt udlandsophold.

Her underskrev Høegh en kontrakt, der gjaldt sæsonen ud. Den aftale er nu blevet forlænget med tre og et halvt år. Det glæder sportschef Svend Graversen sig over.

– Vi er rigtigt glade for at have forlænget med Høegh. Det er jo en virkelig god case, at han kom til klubben i efteråret på en kort aftale, som han nu har gjort sig fortjent til at forlænge på baggrund af en stærk indsats, fortæller Svend Graversen med et spil og uddyber:

– Høegh er en god leder i truppen – både på og udenfor banen. Han har en masse gode værdier, som matcher vores værdier i FC Midtjylland, og er på den måde en stor inspiration for vores unge spillere.

Daniel Høegh nåede i løbet af efteråret at spille tre kampe for FCM, hvor det også blev til en scoring i Sydbank Pokalen mod HB Køge. I Champions League markerede han sig med en stærk præstation, da vi spillede 1-1 på udebane mod Atalanta og sikrede det første point i gruppespillet.

– Min klare førsteprioritet

Den 30-årige midtstopper er også glad for kontraktforlængelsen efter sin første tid i FC Midtjylland.

– Det var min klare førsteprioritet at forlænge kontrakten, da jeg kom til klubben. Med den etårige aftale i første omgang kunne begge parter se hinanden an. Der var et godt match, så jeg er glad for, at aftalen nu er gjort lidt mere permanent, lyder det fra Daniel Høegh.

Forsvarsspilleren trives i rollen som en af de mest rutinerede spillere i den midtjyske trup.

– Jeg føler, at jeg passer rigtigt godt ind i truppen og i kulturen i Midtjylland. Derfor har det også været rigtigt nemt at gå ind og bidrage, og jeg er sikker på, at den rolle kun bliver større jo længere, jeg er her og jo mere, jeg får spillet, fortæller Daniel Høegh.

Hovedpersonen er ikke i tvivl om, hvad ambitionerne for den kommende forårssæson er.

– Vi skal fortsætte de gode takter fra efteråret og har to klare mål med de to turneringer, vi er med i. Det er holdets altoverskyggende mål at vinde mesterskabet og pokalen. Personligt vil det jo også være fedt at vinde nogle titler i Danmark, så det vil jeg selvfølgelig bidrage til ved at spille så mange kampe som muligt, afslutter Daniel Høegh.

FCM og Daniel Høegh har papir på hinanden indtil 30.06.2024.

Stort tillykke til Daniel Høegh med den nye kontrakt.