Efter 121 kampe, 25 mål, 18 assists og to trofæer drager Darío Osorio mod nye, store udfordringer, idet han skifter til Premier League og Crystal Palace på leje med obligation to buy.
I FC Midtjylland er man fyldt med stolthed over den rejse, den chilenske landsholdsspiller har taget siden skiftet til dansk fodbold for tre år siden.
– Når vi ser tilbage på Darios rejse, er det først og fremmest med stolthed. Vi hentede ham som et stort chilensk talent, og siden har vi sammen arbejdet målrettet på at udvikle ham som spiller og som menneske, siger sportschef Kristian Bach Bak og fortsætter:
– Nu står han et sted i karrieren, hvor næste skridt er Premier League. Det er præcis den rejse, vi ønsker at skabe for de unge spillere, der kommer til FC Midtjylland.
– Det kræver meget at gå hele vejen fra Chile til Midtjylland og videre til en af verdens største ligaer. Darío har været nysgerrig, ambitiøs og villig til at arbejde med alle de detaljer, der skulle til for at løfte hans niveau. Samtidig har han givet os nogle helt særlige øjeblikke undervejs, som både vi og fansene kommer til at huske længe.
Udviklet til det højeste niveau
Darío Osorio har, udover de mange kampe for FCM, spillet 22 kampe for det chilenske landshold. Han har blandt andet scoret mod det franske landshold og spillet Copa América.
Kristian Bach Bak er ikke i tvivl om, at der venter den venstrebenede profil en stor fremtid.
– Alle kan se, at Darío har en fart og en evne til at udfordre og afslutte, som kan vinde fodboldkampe. Men det, der har været afgørende for hans udvikling, er, at han har lagt flere og flere lag på sit spil. Han er blevet mere komplet, mere moden og bedre til at påvirke kampene over 90 minutter – offensivt og defensivt.
– Det er også noget af det, der gør det ekstra stort at se, hvor han står i dag. For tre år siden kom han hertil fra Chile som en ung spiller med et enormt potentiale. Nu tager han til Premier League som international spiller med stor europæisk erfaring og med et fundament, der er skabt her i Midtjylland, siger Kristian Bach Bak.
De store minder står i kø
Darío Osorio har skrevet sig ind på FCM-fansenes nethinde via flere store øjeblikke og fantastiske scoringer.
Hvem husker ikke flugteren mod F.C. København på hjemmebane i marts 2024, langskuddet i venstre hjørne mod Hoffenheim i Europa League i september samme år eller endnu et flot skud fra distancen på udebane mod Ludogorets i januar 2025?
Mini-dokumentar om Osorio: 12.000 kilometer hjemmefra
Men det er ikke kun de afgørende scoringer, chileneren skal huskes for. I Mike Tullbergs 3-4-3-system har den 22-årige hurtigløber også indtaget en vigtig rolle på wingbacken og vist, at han ikke blot mestrer den offensive del af spillet.
Nu skal han funkle i Premier League.
Vi ønsker Darío alt held og lykke med udfordringerne i verdens største liga.
