Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Førsteholdet

David Ousted tager afsked med FC Midtjylland

David Ousted har onsdag taget afsked med FC Midtjylland, for hvem han skiftede til i januar 2022. Nu bliver målmandshandskerne lagt på hylden, når en ny tilværelse venter i Canada.

31/08/22
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

I januar 2022 skiftede David Ousted til FCM efter en lang række år i USA og Canada. Nu tager den rutinerede målmand afsked med det midtjyske efter et halvt års tro tjeneste og 14 kampe i målet.

Planen var egentlig, at David Ousted skulle afslutte sin fodboldkarriere denne sommer, hvor han og familien ville flytte tilbage til Canada. Den sikre sidste skanse indvilligede dog i at fortsætte i FCM, indtil der kom styr på det sidste i den proces.

Med Jonas Lössl tilbage er FCM’s målmandsduo fuldendt. Dermed er David Ousted og familien nu klar til at rykke teltpælene op og flytte fra Danmark. Derfor stopper målmanden efter gensidig aftale i klubben.

– Vi har haft en løbende dialog med David om, hvornår han og familien har kunne flytte tilbage til Canada. Vi er glade på Davids vegne over, at der nu er kommet styr på den proces, og vi takker ham for indsatsen i FCM-trøjen. Han har været villig til at hjælpe os ind i denne sæson, hvilket vi sætter stor pris på, siger sportschef Svend Graversen.

Den perfekte afslutning

37-årige David Ousted har nydt tiden i det midtjyske, som han kalder for den perfekte afslutning på en gloværdig fodboldkarriere.

– Lige fra starten har jeg været afklaret med den rolle, FCM ønskede, jeg tog. Da klubben kom og spurgte, om jeg ville hjælpe et par måneder mere, synes jeg, det var meget naturligt at betale tilbage for den opbakning, jeg har fået her. Det har hele tiden været aftalen, at når der kom styr på tingene, ville jeg få lov til at tage til Canada, siger David Ousted og fortsætter:

– Jeg har været vildt glad for at være her. Det har været en kæmpe oplevelse, og jeg vil altid tage med mig, at jeg har fået lov til at slutte min karriere på den her måde. Jeg endte med at spille hele Mesterskabsspillet, fordi Elias Olafsson blev skadet. Det er vildt at tænke på, at min sidste aktion på en fodboldbane blev et reddet straffespark i en pokalfinale. Jeg kunne ikke have skrevet det meget bedre.

Nu lægger David Ousted målmandshandskerne på hylden, når der i Canada venter en ny og spændende tilværelse.

– Nu har jeg brugt 20 år på banen, og jeg glæder mig til at prøve noget andet og se, hvordan jeg kan udvikle mig der. Jeg skal starte et firma op i Vancouver, hvor der forhåbentligt kommer en masse muligheder både fodboldmæssigt og uden for fodbolden. Jeg skal over og jagte en ny drøm og prøve at bygge noget op uden for fodboldbanen.

David Ousted var undervejs i sin FCM-karriere med til at vinde pokalturneringen, hvor han i finalen mod OB reddede to forsøg i den afgørende straffesparkskonkurrence.

I FC Midtjylland skal der lyde et stort tak for indsatsen til David Ousted, og vi ønsker ham og familien al held og lykke i fremtiden.