Førsteholdet

– Den rette mulighed for mig

Cho Gue-sung har haft mange muligheder for at skifte til Europa, men FC Midtjylland var det helt rette. Hør fra vores nye sydkoreanske angriber her.

11/07/23
Mads Jakobsen
Foto: Daniel Stentz

Den nye FC Midtjylland-angriber kommer i god form, da den sydkoreanske liga er i fuld gang. Cho Gue-sung scorede således i sin afskedskamp i weekenden. Nu venter nye udfordringer på et hidtil fremmed kontinent.

– Jeg har haft mange muligheder for at komme til Europa, men jeg føler, denne mulighed er den rette. Midtjylland har været meget dedikerede i deres jagt på mig, og jeg er overbevist om, at det her er det rette skifte, siger 25-årige Cho Gue-sung og fortsætter:

– I Sydkorea har jeg spillet med flere udlændinge, som jeg altid har haft et godt forhold til, og jeg ved derfor også, hvor vigtigt det er, at jeg bliver integreret. Jeg er begyndt til engelsk-undervisning, og jeg lærer dag for dag.

– Som person er jeg social og udadvendt. Det er vigtigt for mig at være tæt på mine holdkammerater, og jeg er nysgerrig på at lære dem at kende. Nu er skiftet på plads, og jeg ser frem til at starte i Midtjylland – både på og uden for banen.

– Jeg ved, jeg leverede godt til VM, og jeg mærkede stor opbakning. Men VM er slut, og jeg ved, at jeg skal levere hver gang på træningsbanen og til kamp. Det motiverer mig, og jeg glæder mig til de udfordringer, der venter. Jeg vil bevise mig selv i Europa, siger den sydkoreanske landsholdsspiller.

Cho Gue-sung har været involveret i et mål – med enten scoring eller assist – hvert 132. minut i sin tid i Jeonbuk. I løbet af karrieren har han vundet et sydkoreansk mesterskab og to pokaltitler samt de asiatiske U23-mesterskaber med landsholdet i 2020.

Stort trøjeevent på MCH Arena

I morgen præsenterer FC Midtjylland og PUMA hjemme- og udebanetrøjen til den nye sæson.

Hvis du ønsker at se og få én af de nye FCM-trøjer allerede på lanceringsdagen, skal du møde op på MCH Arena i morgen, onsdag den 12. juli, kl. 16.00-19.00. Her kan både den nye hjemmebane- og udebanetrøje købes i Ulveshoppen, og der vil være en masse ekstra aktiviteter og unikke trøjeæsker.

Herunder en kort oversigt over, hvad der sker ved trøjeeventen på MCH Arena:

Onsdag den 12. juli 2023 kl. 16.00-19.00
MCH Arena og Ulveshoppen

  • Ulveshoppen er åben for køb af hjemmebane- og udebanetrøje 23/24
  • Mulighed for at tilkøbe valgfrit spillertryk, som påføres med det samme
  • Eksklusive æsker følger gratis med ved køb af hjemmebanetrøjen
  • Gratis uddeling af franske hotdogs og sodavand så længe lager haves
  • Forskellige konkurrencer med fede præmier
  • Ram et lille mål på banen og få en oplevelse for livet
  • DJ spiller musik i hele tidsrummet
  • Lupus er med på sjov og ballade

Ta’ venner, familie og andre FCM-fans med – og bliv blandt de første, der ser og ifører sig de nye PUMA-trøjer.

Vi ses på MCH Arena onsdag den 12. juli kl. 16.00.