Onsdag aften bød på en fornem europæisk aften, da Young Boys blev sendt tilbage til Schweiz med et klart nederlag i bagagen.
Det betyder, at FC Midtjylland er klar til sidste runde i kvalifikationen til Champions League. Det er cheftræner Brian Priske naturligvis tilfreds med.
– Det er et kæmpe resultat. Det er første gang i klubbens historie, at vi står i en Champions League playoff-runde, så det er stort. Det er kæmpe stort, fortæller Brian Priske.
Resultatet kom på baggrund af en stærk midtjysk indsats i 2. halvleg, hvor alle tre mål også blev scoret.
– Vi justerer nogle små ting i pausen og står blandt andet lidt højere med de to forreste og dem på midten. Og så fik vi den fornødne kvalitet og mod på bolden i 2. halvleg, som gør, at vi kan vinde denne kamp, lyder den hurtige analyse fra cheftræneren.
Også målmand Jesper Hansen er glad for at være videre i europæisk sammenhæng.
– At man kan komme til at spille i Europa, er helt klart noget, man har gået og tænkt på. Vi har været så tæt på og stået på tærsklen til at sparke døren ind, hvor det er glippet. Derfor er det en kæmpe forløsning og en stor aften for os, siger Jesper Hansen.
Kursen sat mod gruppespillet
Der bliver dog ikke tale om at hvile på laurbæerne efter den flotte sejr. Fokus er rettet mod Slavia Prag, der venter ude og hjemme i de kommende to uger.
– Nu ser vi frem mod det nye mål, der ligger foran os. Der venter to kampe for at komme i Champions League, så det vil være endnu større at komme i det i det forjættede land, pointerer Jesper Hansen, der for anden Champions League-runde i træk holdt buret rent.
Brian Priske ser ligeledes frem mod den tjekkiske modstander.
– Hele perspektivet ændres ved, at det er over to kampe. Nu skal man præstere to aftener, både ude og hjemme. Jeg ved, vi har kvaliteten til at gå til Prag og levere det, der skal til, men der skal en toppræstation til i begge kampe, fastslår Brian Priske.
Opgørene mod Slavia Prag spilles ude tirsdag d. 22. september og hjemme onsdag d. 30. september.