Herreholdet

Efter mere end 100 kampe på førsteholdet skifter Byskov til AZ Alkmaar

Valdemar Byskov forlader FC Midtjylland med 109 kampe og to trofæer på CV’et. Den tidligere akademispiller er blevet solgt til det hollandske tophold, AZ Alkmaar.

31/08/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Valdemar Byskov debuterede for FC Midtjylland i september 2022, da han som 17-årig kom på banen i 5-1-hjemmesejren over Lazio.

Siden er det blevet til yderligere 108 førsteholdskampe, 15 scoringer og 11 assists for teknikeren, som nu fortsætter karrieren i hollandsk fodbold.

AZ Alkmaar, der i skrivende stund topper den hollandske Eredivisie, har købt den 21-årige offensivspiller fri af kontrakten i FC Midtjylland.

– Valdemar har taget hele rejsen fra Herning Elite og videre gennem akademiet til førsteholdet, og det har været en fornøjelse at følge hans udvikling undervejs. Han har arbejdet hårdt, været udlejet i et år i Mafra og taget den lange vej for at nå dertil, hvor han står i dag, siger sportschef Kristian Bach Bak og fortsætter:

– Konkurrencen på de offensive pladser er hård, og Valdemar har gennem hele sin tid på førsteholdet håndteret den med stor professionalisme.

– Uanset om han har været i startopstillingen eller har skullet kæmpe sig tilbage på holdet, har han altid arbejdet benhårdt og haft et stærkt ønske om at udvikle sig. Det har været med til at bringe ham frem til det her punkt.

Store europæiske øjeblikke

Valdemar Byskov, som er født og opvokset i Herning, kom til FC Midtjylland som 11-årig. Han var i hele sin akademitid et af de allerstørste talenter, symboliseret ved førsteholdsdebuten som 17-årig og sin dominans op gennem ungdomsrækkerne.

Også på seniorplan har han tegnet sig for flere store øjeblikke, herunder afgørende scoringer i Europa League mod Ludogorets, Fenerbahce og Nottingham Forest.

– Valdemar har været med til at skabe nogle store øjeblikke for FC Midtjylland. Ikke mindst hans scoringer i Europa har haft stor betydning, og det glæder os, at en spiller, der er kommet hele vejen gennem vores eget system, har sat sit aftryk på både Superligaen og de europæiske kampe. Det er noget, vi kan være stolte af, siger Kristian Bach Bak.

Fra FC Midtjyllands side skal der lyde al held og lykke med udfordringer i hollandsk fodbold og et tak for indsatsen gennem mange år.