Efter en sæson med flere flotte meritter skal 24-årige Aral Simsir ud at prøve sig af andetsteds. Det sker i Tyrkiet, hvor sidste års nummer tre og pokalvindere, Trabzonspor, har købt den tidligere akademispiller fri af kontrakten i FC Midtjylland.
Sportschef Kristian Bach Bak glæder sig over Aral Simsirs skifte, som lever op til den plan, man sammen lagde for år tilbage.
– Aral fortjener det her skifte. Han har ikke taget den nemme eller lige vej til succes, men har arbejdet sig igennem både udlejninger og perioder med modgang. Han har udvist både tålmodighed og en stærk karakter, og derfor er det også ekstra tilfredsstillende at sende ham videre til den her mulighed, siger Kristian Bach Bak og fortsætter:
– Han forlader os som en af de mest markante spillere i klubbens nyere historie. Han kom hertil som 15-årig, har spillet 145 kampe for førsteholdet, været med til at vinde fire trofæer og udviklet sig til en af Superligaens største profiler. Arals rejse og det her salg understreger endnu en gang den værdi, vores akademi skaber.
– Vi har gennem længere tid haft en fælles plan med Aral og hans bagland om, at det her transfervindue skulle være det naturlige tidspunkt at tage næste skridt. Han har gjort alt det, vi kunne ønske os af en spiller i FC Midtjylland, og nu er tiden rigtig til, at han prøver sig af på en anden scene. Vi ønsker ham alt det bedste og glæder os til at følge ham.
Aral Simsir forlader FC Midtjylland med fire trofæer, 145 kampe, 26 mål, 40 assists og prisen som Årets Spiller i 3F Superliga kåret af flere uafhængige medier. I juni fik han desuden debut på det tyrkiske A-landshold.
Aral Simsir rydder bordet for individuelle priser
Et overvældende farvel
Hovedpersonen selv smiler med det ene øje og græder med det andet, for nu er snart ti år i barndomsklubben slut.
– Det er en tid, jeg er evigt taknemmelig for, og som jeg aldrig kommer til at glemme. Det er næsten ti år nu, og det er tid til at sige farvel. Jeg er utroligt glad for, at jeg tog det valg, jeg gjorde, dengang jeg tog til FC Midtjylland. Det er overvældende at skulle sige farvel.
– Gennem årene har jeg set, hvor mange gode spillere fra FC Midtjylland, der er blevet solgt videre til udlandet. Jeg har altid haft den samme drøm: at komme ud og udforske mit talent endnu mere i nogle andre rammer og et andet miljø. Takket være Gud er jeg blevet velsignet med et talent, og jeg vil gerne ud og vise hele verden, hvor stort et potentiale, jeg har.
– Jeg er bare glad for, at de sidste ti år har været i FC Midtjylland, siger Aral Simsir.
Ikke den lige vej
Aral Simsir tog ikke den lige vej til succesen i FC Midtjylland, der blandt andet bød på et års udleje i norsk fodbold, før gennembruddet skulle indtræffe.
– Min tid i Norge har gjort mig til den, jeg er i dag. Året i Norge var overhovedet ikke nemt for mig, men det har været med til at gøre mig mere moden og mere voksen. Jeg kom tilbage, fik vist mit værd og har været en stamspiller lige siden.
Adspurgt til det største øjeblik i det midtjyske er den tidligere akademispiller ikke i tvivl.
– Mesterskabet i 2024 blev kulminationen på det hele. Det er noget, jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme. Man kommer som 15-årig, og her handler det ikke om mesterskaber, men om bare at nyde tiden på akademiet, så det var helt vildt at være med til, siger Aral Simsir og fortsætter:
– Hvis jeg på en eller anden måde har været med til at kunne give tilbage til nogle af de fans, der støtter op om os hver eneste weekend, er jeg glad.
Nu venter nye udfordringer og oplevelser i den tyrkiske Super Lig, hvor Aral Simsir blandt andet bliver holdkammerater med den tidligere FCM-angriber Paul Onuachu. Men tilhørsforholdet til FC Midtjylland forbliver stærkt.
– Selvfølgelig kommer I til at se mig på stadion igen, og vi må se, hvad der kommer til at ske i fremtiden – mit hjerte vil altid være med Midtjylland, lyder den sidste kommentar.
