FC Midtjylland havde langt hen ad vejen styr på opgøret mod Sønderjyske på MCH Arena, men måtte til sidst nøjes med 2-2, efter gæsterne fik udlignet i de sidste minutter.
Alligevel var der en spiller, der havde en aften, han nok sent vil glemme.
Den unge offensivspiller, Julius Emefile, fik sin startdebut for FC Midtjylland – og det var en oplevelse, der gjorde indtryk.
– Det betyder virkelig meget for mig. Jeg er stolt af tilliden, som trænerne har vist mig og jeg ville bare ind og give alt for holdet, fortæller han efter kampen.
Indløbsbørnenes betydning
På trods af en del debutnerver fandt Emefile alligevel ro i situationen inden kampen blev fløjtet i gang.
– Det var stort at gå på banen for første gang på den måde. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs, men da jeg stod i tunnellen med børnene i hånden, gav det mig lidt ro – jeg kan jo huske, da det var mig selv, der var den alder, siger han og tilføjer:
– Og så er det virkelig fedt at mærke opbakningen fra fansene hele vejen igennem.
Emefile fortæller, at han blev brugt i en rolle, som han ikke altid har spillet, men det gav ham endnu mere blod på tanden.
– Jeg spillede 9’er i dag og fokuserede meget på at arbejde hårdt, løbe dybt og presse. Jeg lavede også nogle fejl, som jeg er virkelig ærgerlig over, men jeg prøver bare at give alt, når jeg spiller.
Den unge spiller kunne samtidig trække på erfaring fra europæisk ungdomsfodbold, da han i efteråret spillede med i Youth League med FC Midtjyllands U19-hold.
– Kampe som dem i Youth League – blandt andet den, som vi spillede i Köln – har gjort mig bedre forberedt på sådan en scene, som den i dag. Det var ikke helt så overvældende, som jeg havde troet, fordi jeg havde prøvet at spille foran mange mennesker før, siger Emefile.
Trods en stærk indsats og lange perioder med overtag til midtjyderne, var det en blandet følelse, som Emefile stod tilbage med efter kampen.
– Vi har kontrollen over kampen det meste af tiden, men smider det til sidst. Det er virkelig ærgerligt.
– Overordnet set er jeg glad og stolt, men vi skal vinde de her kampe, fortæller han afslutningsvist.
Milepæl for Bak
Det var dog ikke kun Emefile, der havde en særlig aften.
For Victor Bak markerede kampen også en milepæl, da den tidligere akademispiller spillede sin kamp nummer 100 for FC Midtjylland.
– Det er noget, jeg har drømt om længe. At nå 100 kampe for klubben gør mig virkelig stolt, for jeg har jo været i klubben i mange år efterhånden, så at jeg har spillet mig fra akademiet og på førsteholdet, er stort.
Bak glædede sig over milepælen, men lagde heller ikke skjul på skuffelsen over kampens resultat.
– Vi spiller en god første halvleg og også en fin start på 2. halvleg, men det er som om, at vi mister grebet. De presser os, og vi har svært ved at stå imod, lyder det fra jubilaren.
Nu venter Brøndby som den næste modstander i Mesterskabsspillet, når midtjyderne på søndag tager turen på tværs af landet. Kampstart er kl. 16.00 på Brøndby Stadion.