Førsteholdet

– En helstøbt indsats

Cheftræner Brian Priske var ganske tilfreds med torsdagens træningskamp mod Hamburger SV, hvor han fra sidelinjen kunne se en stærk præstation.

20/08/20
Morten Ambo
Foto: Daniel Stentz

Sæsonens anden test foregik i det tyske, hvor 2. Bundesligaklubben HSV tog imod FC Midtjylland. Det blev til en sikker sejr med cifrene 2-0, men det var i lige så høj grad præstationen som resultater, der vækkede glæde for Brian Priske.

– Vi kontrollerede kampen hele vejen igennem, og det er nok det, jeg er mest tilfreds med. Man kan altid finde huller i osten, men det store billede er, at vi spiller en rigtig god kamp mod en fin modstander. Vores udtryk er tydeligt. Vi tør at stå højt og presse højt, og vi er aggressive, siger Brian Priske.

Gennem hele kampen var FCM det bedste hold på banen, og især i anden halvleg var der et klart overtag til midtjyderne. Her faldt de to mål også, som blev sat ind af Sory Kaba og Gustav Isaksen. Sidstnævnte var en del af de ti spillere, som blev skiftet ind i løbet af anden halvleg.

– Vi får igen set rigtigt mange spillere, som alle byder sig til og leverer den konkurrence, der skal til, så det gør mig fortrøstningsfuld, lyder det fra cheftræneren.

Dagens træningskamp var den sidste test i den forkortede opstartsperiode, inden Champions League-kvalifikationen begynder. Truppen har været på træningsbanen i godt to og en halv uge på nuværende tidspunkt, og det er forløbet godt.

– Drengene har gennem hele opstarten været topfokuserede og lagt den energi, der skal til. Langt hen ad vejen spiller vi også en god kamp i Frankrig, og i dag så jeg en helstøbt indsats over hele linejn, så jeg er fortrøstningsfuld, siger Brian Priske om opstarten.

Sæsonens første store opgave venter i næste uge, hvor bulgarske Ludogorets venter i anden runde af Champions League-kvalifikationen. Kampen spilles onsdag d. 26. august kl. 19.30.