Fredag aften gæster vi AC Horsens på CASA Arena. Opgøret er det 16. af slagsen på udebane, mens det historisk set er FCM’s 33. møde med de gulklædte.
Skæve vinkler
- Møderne med AC Horsens er notorisk målrige. I de i alt 33 kampe ligger scoringsgennemsnittet på 3,09 mål.
- FCM har en klar overhånd mod horsensianerne med i alt 23 sejre, 6 uafgjorte og 4 nederlag.
- Midtjyderne har aldrig forladt CASA Arena uden at være kommet på måltavlen.
- De gulklædte solgte fornyligt den tidligere FCM-akademispiller, Casper Tengstedt, til norske Rosenborg BK. Salget kom i hus, efter U21-landsholdsspilleren nettede 15 gange i 1. division den forgangne sæson.
- I spidsen for AC Horsens står cheftræner Jens Berthel Askou, der som ungdomsspiller tørnede ud for Ikast fS.
- Oprykkerne har også den tidligere FCM-akademispiller, Samson Iyede, i truppen. Den nytilkomne AC Horsens-angriber har fortid hos vores samarbejdsklub FC Ebedei i Nigeria, hvorfra han kom til det midtjyske.
Indeværende sæson
- I AC Horsens’ første fire ligakampe er der blot blevet scoret 3 mål (2 for, 1 imod). Det er 4 mål færre end hos hvilket som helst andet 3F Superliga-hold.
- Sory Kaba har været involveret i 4 mål de seneste 4 kampe. Det er flere end nogen anden FCM-spiller i samme periode.
- AC Horsens’ midterforsvarer Magnus Riisgaard Jensen har haft 9 berøringer i modstanderens felt i den igangværende sæson. Kun Anders K. Jacobsen har haft flere for oprykkerne.
- FCM har genereret 6,3 Expected Goals i indeværende 3F Superliga-sæson, mens AC Horsens står noteret for 2,8 Expected Goals.
Tag med på udebanetur
Ønsker du at tage med til Horsens og støtte drengene i jagten på tre point, kan du skaffe dig adgang til away-tribunen på CASA Arena sammen med andre fremmødte Midtjylland-fans. Kampen starter kl. 19.00.
Find info og køb dine billetter nedenfor.