Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Førsteholdet

Evander om ny midtbanerolle: Jeg føler mig alsidig

Den brasilianske profil, der netop har rundet 100 kampe for FCM, sætter ord på den nye rolle som 6'er, som han har udført med stor succes på det seneste.

22/05/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Artiklen kan også læses i kampprogrammet forud for mandagens kamp mod AGF.

Kampprogram: FCM – AGF

For snart tre år siden kom en bare 20-årig Evander til Danmark som en teknisk stærk offensiv midtbanespiller. Nu har han rundet 100 kampe for FC Midtjylland, og på de tre sæsoner er der sket en stor udvikling.

Teknikken er stadig fremragende, men Evander kan nu varetage flere roller på midtbanen. I den seneste periode har han ligget bagerst inde på den centrale del af banen.

– Jeg har lært at spille en ny position, og det har forbedret mig meget. Jeg er en meget anderledes spiller nu, end da jeg kom fra Brasilien, fortæller Evander og fortsætter:

– Jeg fik et par kampe til at tilpasse mig. Holdet og staben har hjulpet mig og haft tålmodighed med at få mig helt på plads i den nye rolle. Men det er gået godt, føler jeg.

Trods den mere tilbagetrukne position har Evander stadig leveret et offensivt output med to mål og fire assists i Mesterskabsspillet. Senest stod han bag en genial målgivende aflevering med et smart chip i dybden, som Sory Kaba udnyttede til at score mod FCK.

– Jeg føler mig alsidig og tilpas i alle roller på midtbanen. Det er godt, at jeg kan spille flere positioner, fordi det giver mig mange muligheder på banen, hvor jeg også kan ændre rolle under kampene. Det er godt for mig, og jeg tror også, det er godt for holdet, påpeger 22-årige Evander.

Klar til mandag

I Evanders 101 kampe for FC Midtjylland har han scoret 25 gange og lagt op til 22 mål. Det er også blevet til to trofæer, og selvom det er ude af egne hænder før sidste spillerunde, tror Evander på chancen for at hente den tredje titel som FCM’er.

– Vi skal håbe på, at Brøndby smider point, og så er det forhåbentligt op til os på mandag. Uanset hvad er vi klar til kampen, hvor vi vil gøre alt for at jagte vores chance, fastslår Evander.

Brøndby er ét point foran FC Midtjylland inden sidste spillerunde i 3F Superliga, så Evander og resten af FCM har brug for, at FC Nordsjælland tager point på Brøndby Stadion, mens FCM skal vinde mod AGF for at tage titlen.

Alle tre kampe i Mesterskabsspillet fløjtes i gang på mandag (2. pinsedag) kl. 17.00. Her tager FC Midtjylland imod AGF på MCH Arena.

Fakta om Evander Ferreira

  • Født 9. juni 1998 i Rio de Janeiro, Brasilien (22 år)
  • Position: Offensiv midtbane
  • Dansk Mester 19/20
  • Dansk Pokalvinder 18/19
  • 101 kampe og 25 mål for FC Midtjylland
  • 11 kampe og 7 mål for det brasilianske U17-landshold
  • Kom på avisen The Guardians liste over 50 af verdens største talenter fra årgang 1998 i 2015
  • Debuterede for barndomsklubben Vasco da Gama som 17-årig
  • Har spillet 54 kampe og scoret 5 mål i den bedste brasilianske liga, Serie A