Der er transfers.
Og så er der de transfers.
Dem, som rammer noget dybere. Dem, som får fansene til at smile lidt større, fordi de handler om mere end bare fodbold.
Rasmus Nissen Kristensens skifte til FC Midtjylland er en af dem.
Den midtjyske DNA
Sådan lyder det hvert fald, hvis du spørger Kent Nielsen, medstifter af fanmediet Sort Snak. Nedenfor sætter han ord på betydningen af Rasmus Nissen Kristensens hjemkomst til FC Midtjylland.
Og når man lever og ånder for klubben, er det noget helt særligt.
– Han eksemplificerer det, vi kalder FCM-DNA – både som spiller og som person.
– Spilmæssigt er han fysisk stærk, har en masse power og masser af energi, men han er også bare en lokal knægt fra Brande.
– Han er fan af FC Midtjylland, ligesom vi andre er, siger Kent Nielsen.
Det er måske netop det, som gør historien om Rasmus Nissen Kristensens skifte bemærkelsesværdig.
Han udlever den drøm, som mange børn i FC Midtjyllands samarbejdsklubber går rundt med.
– Han spiller for FC Midtjylland som fan – det er noget særligt. Samtidig gør han det på en måde, hvor han viser de værdier, klubben står for.
– Mange fans kan spejle sig i ham, og derfor tror jeg, at det er så stort, at han skifter hjem nu.
Men der er også noget andet, som spiller ind, når det kommer til landsholdsspillerens store popularitet blandt de mange midtjyske fans.
Nemlig troværdigheden i den 28-årige midtjyde.
– Det interessante er, at han aldrig har lagt skjul på, hvor meget klubben betyder for ham – også mens han har været i udlandet.
– Han har altid sagt, at han gerne ville tilbage til FC Midtjylland, og i en fodboldverden, hvor der bliver sagt meget for at fan-please, viser han med den her beslutning, at der var vægt bag hans ord.
En vægt og en sandhed, som fans tillægger stor betydning.
– Ligesom vi synes, FC Midtjylland er verdens mest fantastiske klub, så synes han det også, siger Kent Nielsen.
Den lokale dreng
Tilføjelsen af Rasmus Nissen Kristensen kan ses som en forstærkning, men den kan også anskues med andre øjne.
En dreng, som tog vejen gennem Klubsamarbejdet, akademiet og op på førsteholdet, inden han begav sig ud i adskillige internationale topligaer.
– Han er en rigtig Midtjylland-dreng, slår Kent Nielsen fast.
– Han har taget hele den vej, man skal, for at komme igennem. Selv mens han har været væk, har man kunnet mærke, at han har fulgt med i Midtjyllands kampe.
– Der har været ægte følelser hele vejen.
Og nu vender han hjem til FC Midtjylland for at give tilbage.
– Da han var ung, fortalte han selv, hvor meget de ældre spillere betød for ham. Nu er det ham, der skal komme tilbage og tage den rolle, siger Kent Nielsen.
– Jeg forventer, at han løfter de unge omkring sig og tager ansvar for kulturen i klubben. Han skal gøre mere end bare det spillemæssige, for det kan han.
En plads i historiebøgerne
Det hele begyndte med en debut i Farum.
Et rødt kort, som ledte til en chance.
– Jeg tænker tit tilbage på debuten mod FC Nordsjælland. André Rømer fik et rødt kort, og så kom ‘NK’ ind.
– Man sad og tænkte: “Hvem er den unge knægt?” og siden da har han taget fodbolden med storm, lyder det fra Kent Nielsen.
Derfor er der også høje forventninger til den populære højre back.
– Han har ingredienserne til at blive et stort forbillede i den midtjyske fortælling – både i samarbejdsklubberne og for kulturen.
– Han kan blive symbolet på FC Midtjylland, lidt ligesom Kristian Bak var i sin tid.
– Hvis det spillemæssige følger med, bliver han helt sikkert et omdrejningspunkt for FC Midtjylland de næste mange år, slutter Kent Nielsen af.
Måske er det derfor, den her transfer føles anderledes.
Ikke fordi den er den største, der er lavet i FC Midtjyllands historie.
Men fordi den føles som om, der er noget, som falder på plads.
