Vejle besøger MCH Arena
Billetsalget er startet

Førsteholdet

FC Midtjylland henter Adam Gabriel

Den tjekkiske højreback skifter til FC Midtjylland på en femårig aftale fra Sparta Prag i hjemlandet. Han træner allerede med holdet senere i dag.

23/08/23
Christian Rothausen
Foto: William Marinus Vingtoft

Den tjekkiske højreback skifter til det midtjyske på en femårig aftale. Han kommer til fra AC Sparta Prag i hjemlandet, som har aktiveret en tilbagekøbsklausul hos FC Hradec Kralove, hvor den 22-årige forsvarsspiller var en profil i seneste og denne sæson.

Her har den 1,90 meter høje forsvarsspiller taget store skridt i sin udvikling, hvor han i 23/24-sæsonen står noteret for fem kampe, et mål og to assists. I alt er det blevet til 33 kampe, tre mål og fire assists i tiden i Hradec Kralove.

Denne sommer deltog Adam Gabriel i U21 EM-slutrunden for Tjekkiet, hvor det blev til fuld spilletid i samtlige af holdets tre gruppekampe.

Nu fortsætter Adam Gabriels karriere altså i FC Midtjylland, og sportschef Svend Graversen ser gode perspektiver i handlen:

– Vi er glade for, at det er lykkes at hente Adam til klubben. Det er ingen hemmelighed, at vi har ledt efter en højreback til at styrke konkurrencen og bredden i truppen. Med Adam får vi en tovejsspiller ind, som både kan bidrage offensivt og defensivt, ligesom han med sin højde er en trussel på dødbolde.

– De evner og kvaliteter, vi ser i Adams præstationer de seneste sæsoner, er blevet bekræftet gennem Smartodds, hvor han rangerer højt. Der er gode perspektiver i handlen; både i forhold til at bidrage nu, men samtidig også i form af et stort udviklingspotentiale. Efter vores snakke med ham har vi også set, at vi matcher på værdier og ambitioner, og nu er det op til begge parter at forløse Adams kvaliteter på banen.

Den nye FCM’er bliver den fjerde tjekke i klubbens historie. Forinden har både Martin Raška, Václav Kadlec og Filip Novak slået folderne ud i det midtjyske, hvor sidstnævnte var en stor profil gennem en årrække og ydede et stort bidrag til det danske mesterskab i 2017/18.

– Klar til at bevise mit værd

Også cheftræner Thomas Thomasberg udtrykker glæde over tilkomsten af Adam Gabriel.

– Det er glædeligt, fordi vi lige netop på den position – med Joel Anderssons skade og Mads Døhr Thychosens skifte – ikke har været dækket ind. Det er vi så nu med en rigtig dygtig spiller, som har et fint CV og senest været fast mand for Tjekkiet til U21-EM.

– Adam er en fysisk stærk spiller, som udviser power og energi hver gang, han går på banen. Nu glæder vi os over, at han er til rådighed i de kommende kampe, der bliver vigtige, siger Thomas Thomasberg.

Hovedpersonen selv siger følgende om skiftet til FC Midtjylland, hvor han ser frem til udfordringerne, der venter.

– Jeg er glad for at være her. Mit førstehåndsindtryk er godt, og jeg er blevet mødt af nogle fantastiske faciliteter her i klubben. Nu handler det om at lære mine holdkammerater at kende, og så kommer jeg forhåbentligt til at spille en masse minutter allerede i den kommende tid, siger Adam Gabriel og fortsætter:

– Som spiller er jeg en moderne back, der arbejder hårdt, kan lide at gå i dueller og løber meget. Jeg er klar til at bevise mit værd i en stærk liga, som på mange punkter minder om den række, jeg kommer fra.

Aftalen mellem Adam Gabriel og FC Midtjylland løber til sommeren 2028, og tjekken får trøjenummer 13.

Playoffbrag på MCH Arena

Der er fortsat ledige pladser til torsdagens europæiske playoffkamp mod Legia Warszawa. Holdet har oplevet fantastisk støtte hidtil i sæsonen, og vi håber, at så mange som muligt har lyst til igen at møde op og hjælpe holdet på vej mod en historisk vigtig sejr.

Billetinfo FCM v Legia