Ekstra siddepladser frigivet
Køb billet til FCN-kampen her

Klubben

FC Midtjylland hylder og hjælper danske veteraner

FC Midtjylland er blandt værterne til det landsdækkende arrangement Veteran Match, som har til formål at få soldaterveteraner tilbage til et godt civilt liv og hjælpe dem tilbage på jobmarkedet.

01/10/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Til søndagens kamp mod AGF markerer FC Midtjylland Veteran Match, hvor soldaterveteraner i regionen er inviteret til fodbold på MCH Arena sammen med deres familier.

Derudover spiller FCM-spillerne med veteranlogoer på trøjerne, og trøjerne kommer derefter på auktion, hvor alle pengene går til projektet.

Formålet med Veteran Match, som blev søsat sidste år og nu vender tilbage som et landsdækkende projekt, er at hjælpe danske veteraner tilbage til et godt civilt liv og hjælpe dem tilbage på arbejdsmarkedet.

– Veteran Match-konceptet blev skudt rigtigt flot i gang sidste år, og i DIF glæder vi os over, at det kan tages til nye højder i år. Erfaringerne fra DIF Soldaterprojekt viser med al tydelighed, at netop sport og fællesskaber er vigtige virkemidler i veteranernes kamp for at vende tilbage til et godt civilt liv, siger Frans Hammer, næstformand i Dansk Idrætsforbund og medlem af styregruppen bag Veteran Match 2021.

Preben Rokkjær, marketing- og supportdirektør i FC Midtjylland, fremhæver, at klubbens gode erfaringer med sociale projekter i FCM Samfund gør det oplagt at være en af værterne for Veteran Match.

– På baggrund af vores stærke resultater med udfordrede unge i FCM Samfund fik vi en forespørgsel fra Danmarks Idrætsforbund. Her har FC Midtjylland været en af de jyske fodboldrepræsentanter i nationale styre- og arbejdsgrupper, som har arbejdet med at kunne søsætte soldaterveteranprojektet. Herudover hylder vi veteranerne i forbindelse med kampen mod AGF på MCH Arena, fortæller Preben Rokkjær.

På bagkant af kampen afholder FC Midtjylland sammen med Herning Blue Fox en jobmatch-dag torsdag i næste uge på MCH Arena, hvor veteranerne i vores region kan møde lokale virksomheder, der søger arbejdskraft og forhåbentligt kan være med til at sende veteranerne tilbage på jobmarkedet.

– Vi har god tilslutning fra en række af vores trofaste sponsorer og erhvervspartnere til jobmatch-arrangement, hvor de matches med veteraner torsdag den 7. oktober, uddyber Preben Rokkjær.

Forud for kampen mod AGF bliver Veteran Match-projektet præsenteret i loungen af kommerciel direktør i FCM, Jacob Jørgensen, så endnu flere partnere kan deltage i arrangementet.

Er du veteran og interesseret i at være en del af Veteran Match 2021, kan du tilmelde dig jobmatch-arrangementerne i din kommune på nedenstående link.

Veteran Match 2021

Fakta om Veteran Match

  • En hyldest til vores 60.000 danske veteraner.
  • En støtte til det frivillige foreningsliv, der arbejder med skadede veteraner.
  • En ambition om at hjælpe ledige veteraner i beskæftigelse.
  • En ambition om at blive en fast tilbagevendende og landsdækkende begivenhed.
  • Deltagelse af alle klubber i 3F Superliga og Metal Ligaen (ishockey).