Talentudviklingen er en vigtig del af FC Midtjylland Kvindefodbolds fundament, og derfor glæder sportschef Kristian Kamp sig over at styrke den med fuldtidsansættelsen af Jesper Grønborg som Head of Coaching.
– Jesper er fodboldfagligt meget stærk, især når det gælder træningsmetodik, individuel udvikling og kvalitetssikring af træningen. Det er også på banen, han kommer til at have sin primære opgave. Samtidig er han virkelig dygtig relationært og til at håndtere spillernes ambitioner, hvor han med sin egen erfaring også ved, hvad der skal til for at indfri deres drømme, fortæller Kristian Kamp.
Jesper Grønborg har gennem en årrække arbejdet med talentudvikling i dansk pigefodbold. I sin nye rolle får han blandt andet ansvar for at sparre med akademiets trænere, sikre et gennemgående spillestilsudtryk og skabe en tydelig overgang til førsteholdet, så spillerne er klar til at tage skridtet op til A-Liga-fodbold.
– Talentudviklingen er en af vores hjørnesten, og forårets resultater viser, at vi har en af Danmarks stærkeste talentmasser på akademiet. Med fuldtidsansættelsen af Jesper styrker vi talentudviklingen, så vi kan udvikle vores akademispillere bedst muligt. Jesper skal være med til at binde akademiet sammen med førsteholdet, så vi sikrer, at vores akademispillere får en fodbolduddannelse med de redskaber, der skal til for at kunne begå sig på A-Liga-niveau.
En ære at udvikle mennesker
Jesper Grønborg glæder sig til at blive en del af FC Midtjylland Kvindefodbold.
– Jeg ser frem til at komme ind i en klub med store ambitioner, hvor man hele tiden vil udvikle sig, tænke nyt og vinde. Samtidig glæder jeg mig til at skulle arbejde med nogle af de største talenter på pigesiden i Danmark. Det er en kombination, der gør FC Midtjylland til et rigtigt spændende sted for mig, fortæller Jesper Grønborg.
Jesper Grønborg sætter en stor ære i at være med til at udvikle både spillere og trænere, så de kan nå deres drømme.
– Det er vigtigt for mig, at respekt og krav går hånd i hånd, så vi behandler hinanden ordentligt og samtidig forlanger noget af hinanden i hverdagen. En del af det er for mig en rosende tilgang og en tydelighed omkring spillet og de individuelle udviklingspunkter. Vi har både dygtige spillere og trænere, som vi i fællesskab skal udvikle til at nå deres drømme, siger Jesper Grønborg.
Jesper starter i FC Midtjylland Kvindefodbold, når Pigeakademiet vender tilbage i august efter sommerpausen.
Velkommen til FC Midtjylland, Jesper!