FC Midtjylland Kvindefodbold afslutter regnskabsåret 2025/26 med et resultat på -10 millioner kroner efter skat.
Resultatet er i overensstemmelse med forventningerne og afspejler klubbens fortsatte opbygning, hvor særligt overgangen fra deltids- til fuldtidssetup har medført øgede omkostninger og styrket de daglige rammer omkring spillere og stab.
For bestyrelsesformand Jonas Lygaard er investeringerne et vigtigt led i ambitionen om at etablere FC Midtjylland blandt de bedste i dansk kvindefodbold.
– Vi har fra begyndelsen haft klare ambitioner for kvindefodbolden og været bevidste om, at det kræver langsigtede investeringer at indfri dem. Årets resultat ligger inden for vores forventninger, men investeringerne er ikke et mål i sig selv. De skal skabe udvikling og på sigt omsættes til sportslige resultater og en bæredygtig forretning, siger Jonas Lygaard.
SPORTSLIGE ERFARINGER OG FORTSAT UDVIKLING
FC Midtjylland Kvindefodbolds første sæson i A-Liga blev præget af både udfordringer og organisatoriske forandringer.
Efter et vanskeligt efterår lykkedes det ikke holdet at kvalificere sig til mesterskabsspillet. Undervejs gennemførte klubben ændringer i den sportslige organisation, og med Claus Struck som ny cheftræner fulgte et forår med stabile præstationer og resultater i kvalifikationsspillet.
– Vi skal være ærlige om, at den sportslige sæson ikke levede op til vores ambitioner. Derfor har vi også truffet de beslutninger, vi mener er nødvendige for at bringe klubben videre. Udviklingen i foråret var positiv, men vores ambitioner rækker længere. Vi har styrket rammerne betydeligt, og nu handler det om at omsætte dem til den kvalitet og kontinuitet, der skal bringe os endnu tættere på toppen, siger Jonas Lygaard.
Samtidig oplevede FC Midtjylland Kvindefodbold solid opbakning på tribunerne med et tilskuergennemsnit på 537 i grundspillet – blandt de højeste i A-Liga.
Med afsæt i de seneste års investeringer fortsætter klubben arbejdet med at udvikle det sportslige og organisatoriske fundament for fremtidig vækst.
ÅRSRAPPORTEN 2025/26
Du kan læse hele årsrapporten for regnskabsåret 2025/26 via linket nedenfor.
