Akademiet

FCM er klar til playoff-runden i Youth League efter storsejr

Der var masser af smukke scoringer, da U19 slog Trabzonspor med 5-0. FCM går dermed videre med en samlet 10-2-sejr.

23/11/21
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

Tirsdag eftermiddag var der Youth League på EDC Arena i Ikast, hvor returopgøret mod Trabzonspor skulle spilles. FCM førte 5-2 fra den første kamp i Tyrkiet og skulle dermed ud og gøre arbejdet færdigt.

Det gjorde hjemmeholdet ved at sætte sig på spillet fra start med godt og hurtigt kombinationsspil. Belønningen for det glimrende spil kom allerede efter 10 minutter, hvor Oliver Sørensen bankede hjemmeholdet i front med et drøn af et langskud fra omkring 25 meter.

En veloplagt Aral Simsir var tæt på at fordoble føringen efter en halv time, men hans afslutning røg snert forbi. I stedet kunne tilskuerne fornøje sig med en række tekniske lækkerier fra offensivspilleren, der var involveret i langt de fleste af FCM’s angreb i 1. halvleg.

2-0 blev det fem minutter før pausen, da Mads Hansen knusende køligt omsatte et straffespark begået mod Oscar Fraulo.

Lige så sikker var den lokale angriber få minutter senere, da Andreas Nibe sendte ham i dybden med en fremragende stikning, og Hansen svigtede ikke. 3-0 var dermed facit efter 45 overlegne FCM-minutter.

Kort inde i 2. halvleg var de 371 fremmødte tilskuere vidner til eftermiddagens flotteste mål. Aral Simsir skruede bolden helt op i hjørnet direkte på frispark. Kuglen gik ind via både overliggeren og stolpen og kunne ikke sidde mere yderligt.

Herefter gik der 25 minutter, før klappetøjet igen var i aktion på lægterne. Et kvarter før tid gjorde indskiftede Heini Sørensen det til 5-0, da han timede sit løb godt bagerst i feltet og let kunne sende bolden i netmaskerne. Gustav Fraulo var tæt på at være den næste til at score et lækkert mål, men han måtte se sit flotte spark afvist af træværket.

Det sluttede 5-0 til FC Midtjylland, som dermed vinder 10-2 samlet over Trabzonspor.

FCM er nu videre til playoff-runden i Youth League efter at have slået de norske og tyrkiske U19-mestre i de første to runder. Her møder de unge midtjyder i februar én af de otte toere fra gruppespillet, som spejler seniorudgaven af Champions League. Der er lodtrækning hertil den 14. december.

Vinderen af playoff-runden går videre til 1/8-finalen i Youth League. FC Midtjylland har været i 1/4-finalen i den prestigefyldte ungdomsturnering i de seneste to udgaver.

FC Midtjylland U19 – Trabzonspor U19 5-0 (3-0)

10′ 1-0 Oliver Sørensen
39′ 2-0 Mads Hansen (straffe)
44′ 3-0 Mads Hansen
49′ 4-0 Aral Simsir
75′ 5-0 Heini Sørensen

Start XI: Christian Rust, Mads Nybo, Mikkel Fischer, Pontus Texel, Jakob Leerhøj, Oliver Sørensen, Andreas Nibe, Oscar Fraulo, Danijel Djuric, Aral Simsir, Mads Hansen.

Se målene i videoen herunder, hvor du let kan spole frem til scoringerne.

Video: FC Midtjylland – Trabzonspor