Klubben

FCM-familiedynastiet fra Brande fortsætter

Magne Kristensen – fætter til Leon Jessen og Rasmus Nissen Kristensen samt søn til tidligere Ikast fS-førsteholdsspiller Sigurd Kristensen – har skrevet under på en kontrakt med akademiet. Dermed fortsætter en stolt tradition med spillere fra den talentfulde familie fra Brande.

31/05/23
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Den 15-årige forsvarsspiller Magne Kristensen har netop skrevet under på en akademikontrakt med FC Midtjylland. Efternavnet ‘Kristensen’ kan meget vel vække genklang hos FC Midtjylland-fansene, og med god grund; Magne Kristensen er nemlig fætter til den tidligere førsteholdsprofil, Rasmus Nissen Kristensen.

Derudover er han også fætter til Leon Jessen, som ligeledes har foldet sig ud på det midtjyske Superligahold og i tysk fodbold. Sidst men ikke mindst, hedder faren Sigurd Kristensen – tidligere DM-sølv og bronzevinder i Ikast fS, ungdomslandsholdsspiller og efterfølgende udlandsprofessionel i de østrigske klubber, Sturm Graz, Salzburg og FC Puch.

Magne Kristensen skriver under på akademikontrakt

Stolte, sportslige familietraditioner, som i alle tilfælde er begyndt i samarbejdsklubben Brande IF, og på grund af talent såvel som hårdt arbejde har banet vejen til FC Midtjylland.

– Der har altid været noget at se op til, men for mig handler det først og fremmest om at gøre, hvad man kan, siger Magne Kristensen og fortsætter:

– Jeg var selvfølgelig ung, da Rasmus (Nissen Kristensen, red.) spillede i FCM, men jeg husker tydeligt, da han kom til Ajax. Det var stort, og jeg har fulgt hans karriere tæt lige siden.

Hvad drikker de i Brande?

Og så er det ikke en gang blevet nævnt, at den ene af Magne Kristensens brødre, Laurits Kristensen, spiller professionel håndbold i HC Midtjylland, mens kusinen, Naja Nissen Kristensen – Rasmus ‘NK’s søster – er udlandsprofessionel håndboldspiller i spanske Rocasa Gran Canaria.

Når snakken går på, hvordan familien kan have så meget sportslig succes, bliver der hurtigt joket om drikkevandet i Brande.

Sigurd Kristensen, far til Magne Kristensen og tidligere divisionsspiller i Ikast fS, har dog andre bud på, hvad der danner grundlag for de sportslige meritter i familien.

– Alle er gode til et eller andet, og i vores familie har vi altid dyrket sport. Selvom der er stor aldersforskel på eksempelvis Rasmus (‘NK’, red.), Leon (‘Jessen’, red.) og Magne, kan vi da ikke afvise, der er blevet spillet lidt bold, når vi er mødtes som familie, fortæller Sigurd Kristensen og fortsætter:

– Det går sommetider lidt hårdt for sig, når vi spiller ude i haven. Nogle gange skal der nærmest VAR på og to dommere, så der er helt klart en vindermentalitet i familien.

– Samtidig går vi op i, at man passer sin træning. Vores filosofi er, at man skal passe det, man går til – hvad enten, man er god eller ej. Det er noget, vi har forsøgt at give Magne med hjemmefra, supplerer Magne Kristensens mor, Anja Norn Kristensen.

Magne Kristensen tilføjer:

– Vi har altid spillet fodbold ude i haven, og det er da helt sikkert en af grundene til, at jeg er blevet bidt af sporten.

Stolthed i Brande

I Brande IF vækker det stolthed med de mange spillere, som gennem årene er kommet til FC Midtjylland.

– Det er ikke bare klubben, men selv i byen, at man snakker om, at der bliver udviklet spillere til FCM. Men det handler også om, at spillerne fortsat har kammerater i Brande, de holder tæt kontakt med.

– Nu bliver Magne en foregangsmand for mange af de andre unge mennesker, som render rundt nede i Brande lige nu. Jeg tror på, at det gavner hele klubben, og det er vi stolte af, siger Kent Nielsen, bestyrelsesmedlem i Brande IF.

Fra akademichef Flemming Broe lyder der også store roser til den lokale samarbejdsklub:

– Brande IF er en klub, som gør det sindssygt godt lige nu i forhold til at blive ved med at rekruttere medlemmer. Der er mange dygtige fodboldspillere, som har fået en god opvækst den vej rundt. Der er en kultur, et miljø og en tilgang til at ville foreningslivet på et flot og højt niveau.