FC Midtjylland har sikret sig den finske keeper Milla-Maj Majasaari, der skifter fra Fortuna Hjørring. Et skifte hun ser frem til.
– Jeg er virkelig glad for at skifte til FCM. Jeg har fået et godt førstehåndsindtryk. Det er en klub med store ambitioner, og man kan mærke den specielle følelse af at være en del af en stor klub, som jeg også oplevede i England. Man kan mærke det i miljøet, fællesskabet og bare atmosfæren af at være her. Det er en af årsagerne til, at jeg har valgt at skifte hertil. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme i gang, hilse på mine nye holdkammerater og spille for fansene, siger Milla-Maj Majasaari.
Finske Majasaari forlod hjemlandet i 2019 og har siden spillet i flere forskellige fodboldmiljøer i udlandet, blandt andet for AIK Stockholm, Anderlecht, Crystal Palace og Røa i den bedste norske række. Erfaringerne derfra tager hun nu med til Midtjylland, hvor hun håber, de kan komme holdet til gavn.
– Jeg håber, at jeg kan være med til at bygge noget specielt op her. Det handler også om at finde et sted, hvor jeg føler, jeg hører til, og jeg synes, FCM har de rette rammer til at blive det. Det vigtigste for mig er at blive en del af et hold, hvor vi sammen kan opnå noget stort. Jeg kommer med positiv energi og erfaring fra flere forskellige fodboldmiljøer, som jeg håber kan hjælpe holdet, siger hun og fortsætter:
– Jeg har oplevet fodbolden på højeste niveau i England, og det har lært mig meget som både spiller og menneske. Jeg ved, hvad det kræver, og de erfaringer tager jeg med mig til FC Midtjylland. Jeg håber, at de kan hjælpe holdet med at blive endnu bedre.
På banen ser Majasaari sig selv som en keeper, der tager ansvar og hjælper sine medspillere.
– Jeg er en keeper, der kommunikerer meget med mine holdkammerater og gør alt, hvad jeg kan for at hjælpe dem. Jeg vil bidrage til at skabe stabilitet, tryghed og selvtillid på holdet. Jeg giver alt, jeg har, for at vinde. Det er det, jeg forventer af mig selv, og det, holdet og fansene også kan forvente af mig.
Mere end bare en keeper
Sportschef Kristian Kamp glæder sig også over tilgangen af den 26-årige finne, som han forventer passer perfekt ind i spillestilen.
– Vi får en rigtig dygtig keeper ind, der sammen med resten af truppen kan hjælpe os med at indfri vores ambitioner. Milla-Maj passer rigtig godt ind i den spillestil, vi ønsker. Hun er modig, ejer sit felt, kommer med en stærk tilstedeværelse og kommunikation, og har en ro på bolden og i spillet med fødderne, fastslår han.
I dagligdagen ser Kristian Kamp også købet af Milla-Maj Majasaari som en stærk tilføjelse til miljøet.
– Milla-Maj har trænet og spillet på høje niveauer i udlandet. Det har både gjort hende til en rigtig dygtig keeper med en fed vindermentalitet, og givet hende en masse værdifuld erfaring om det, det kræver at være med på øverste niveau. De erfaringer glæder jeg mig til at tilføje til vores træningsmiljø og til konkurrencen på keeperposten. Der er ingen tvivl om, at Milla-Maj kommer til at styrke vores miljø både som spiller og menneske, afrunder Kristian Kamp.
Milla-Maj Majasaari har første træningsdag med sine nye holdkammerater mandag den 20. juli. Hun får trøjenummer 77.
Velkommen til FC Midtjylland, Milla-Maj!
