Akademiet

FCM skriver kontrakt med ung forsvarsspiller

FC Midtjylland har skrevet en treårig kontrakt med den 16-årige forsvarsspiller, Simon Kristiansen, som har spillet i klubben siden sommeren 2018. Han har en fortid i samarbejdsklubben Vinderup IK.

24/07/22
Christian Rothausen
Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland har skrevet kontrakt med en af klubbens egne unge, talentfulde spillere. Det drejer sig om 16-årige Simon Kristiansen, som er en del af klubbens U17-hold.

Simon Kristiansen kommer fra samarbejdsklubben Vinderup IK, men tilsluttede sig FC Midtjyllands akademi i sommeren 2018.

– Simon er en teknisk velfunderet spiller, som kan spille både venstreback og midterforsvar. Han har et fint blik for spillet og er dygtig en-mod-en både offensivt og defensivt. Derudover arbejder han hårdt og er vedholdende i sin tilgang til at udvikle sig. Det gør, at han har gode forudsætninger for at udvikle sig fremadrettet, siger akademichef Flemming Broe.

Også hovedpersonen selv udtrykker glæde over den kontrakt, han har kæmpet hårdt for at tilspille sig.

– Det er rigtig fedt, og det er noget, jeg har kæmpet hårdt for. Mit mål har hele tiden været at få den her kontrakt, og jeg er utroligt stolt over min egen præstation. Nu drømmer jeg om, at vi ender i toppen af tabellen i den kommende sæson, og jeg ønsker på samme tid at tage en større lederrolle på holdet, eftersom det nu bliver mit andet år på U17, siger Simon Kristiansen og fortsætter:

– Min helt store drøm er at komme på FC Midtjyllands førstehold og kæmpe mig videre ud i fodboldverdenen. Men i første omgang fokuserer jeg på at spille en god sæson og fortsætte min udvikling.

Simon Kristiansen og resten af U17-holdet har allerede påbegyndt forberedelserne forud for den nye sæson, som bliver skudt i gang den 13. august, når FCM møder FC Nordsjælland på hjemmebane.

Herfra FC Midtjylland skal der lyde et stort tillykke med kontrakten til Simon.