Førsteholdet

FCM udlejer hurtig kantspiller til Tyrkiet

David Akintola tager endnu et skridt op og rykker til Hatayspor i den bedste tyrkiske række. Offensivspilleren forlænger samtidigt sin kontrakt i FC Midtjylland til 2022.

01/10/20
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

David Akintola drager afsted på et nyt lejeophold. Hatayspor, som netop er rykket op i den tyrkiske ’Super Lig’ for første gang, forstærker sig med den nigerianske kantspiller.

Sportschef Svend Graversen er tilfreds med denne mulighed for David Akintola, som samtidigt forlænger sin aftale med FC Midtjylland til 30. juni 2022.

– Det er en spændende mulighed for David at komme til Hatayspor. Den tyrkiske liga er et flot udstillingsvindue, og vi er spændte på at følge ham. Han har de spidskompetencer, der kan gøre sig gældende i Tyrkiet, fortæller Svend Graversen og fremhæver blandt andet kantspillerens hurtighed.

David Akintola kom til FC Midtjyllands akademi i 2014 og var fra start en profil på U19-holdet. Siden har han gjort sig positivt bemærket på en håndfuld lejeophold, der gradvist er steget i niveau. Efter tre succesfulde år i Norge drog han i januar til Cypern og bidrog til, at Omonia Nicosia vandt mesterskabet.

Turen går igen til varmere himmelstrøg, når han rejser til Hatayspor, som ligger på den østlige middelhavskyst – lige ud for Cypern.

– David er et eksempel på en spiller, som ved hver udlejning har hævet niveauet. Nu skal han igen tage et skridt op ved at spille i den bedste tyrkiske række, så det kan forhåbentligt bidrage til yderligere udvikling, siger Svend Graversen.

24-årige David Akintolas lejeaftale med Hatayspor gælder for resten af 20/21-sæsonen.

Vi ønsker David held og lykke med opholdet i Tyrkiet.