Klubben

Fire FCM’ere brager sammen til U21 EM

Her får du den midtjyske vinkel i optakten til U21 EM, som for fire FCM-spillere begynder i dag. Læs Mikael Anderson og Gustav Isaksens forventninger til slutrunden her.

25/03/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Den globale COVID-19-pandemi har sat sit aftryk på fodboldverdenen i mere end et år.

Kalenderen for de store turneringer og slutrunder er fortsat påvirket. U21 EM skulle have været den store slutrunde i den kommende sommer, men EM for A-landshold er som bekendt rykket fra 2020 til 2021.

Det betyder, at U21 EM er delt op i to faser, hvor gruppespillet afvikles i denne landsholdsperiode, mens knockoutkampene spilles mellem Champions League-finalen og EM’s åbningskamp den 11. juni.

Fire FC Midtjylland-spillere er udtaget til U21 EM, hvor Anders Dreyer og Gustav Isaksen trækker i den danske trøje, mens Mikael Anderson og Elias Rafn Olafsson (udlejet til FC Fredericia) stiller op for Island.

Danmark og Island er sågar i gruppe sammen, så den anden puljekamp er specielt interessant med midtjyske briller.

For Mikael Anderson er kampen endnu mere speciel, idet han er vokset op i Danmark og endda har optrådt på det danske U18- og U19-landshold.

– Det er altid specielt at møde Danmark – især fordi jeg jo selv har spillet for Danmark, da jeg var yngre. Men det bliver sjovt at møde holdkammeraterne, og forhåbentligt kan vi slå dem, siger Mikael Anderson med et smil og tilføjer:

– Mon ikke vi også får en god sludder efter kampen og lige får vendt situationen.

En af de danske modstandere er Gustav Isaksen, som også glæder sig til mødet.

– Det bliver mega sjovt at møde Mikael og Elias og ikke noget, man lige prøver hver dag. Det kan jo være, at den kamp bliver afgørende, så jeg håber da, vi kan tage sejren, pointerer Gustav Isaksen.

Danmark og Island tørner sammen på søndag kl. 15.00.

Forventningsglæde

Der venter en vigtig periode for FC Midtjylland på den anden side af landsholdspausen, hvor mesterskabet og pokalturneringen skal afgøres.

Derfor er det også en speciel følelse at skulle rejse afsted til et EM midt i sæsonen.

– Det er klart, at fornemmelsen er lidt anderledes, når man skal afsted midt i sæsonen, men det bliver fedt. Jeg glæder mig, understreger Gustav Isaksen, der tidligere har været med til U17 EM.

– Jeg har været til en slutrunde før. Der røg vi ud i puljen, så jeg håber jo, at vi kan komme videre denne her gang. Vi går selvfølgelig efter at være med, hvor det er sjovt, og når der er to hold, som kan gå videre fra gruppen, er det jo det, man går efter, uddyber offensivspilleren om Danmarks ambitioner.

Mikael Anderson fremhæver også den atypiske situation med at skulle spille EM i marts måned.

– Det føles utroligt mærkeligt. Det plejer jo at være en stor begivenhed om sommeren, men uanset hvad er det altid fedt at være med landsholdet. Vi vil selvfølgelig gerne fortsætte det gode momentum i Midtjylland efter sejren mod Vejle, men jeg er sikker på, at vi, der skal afsted, hurtigt kan omstille os – både nu og når vi er tilbage igen, pointerer Anderson.

Island er måske den største outsider til at avancere fra gruppe C til kvartfinalen, men intet er afgjort på forhånd i en slutrunde.

– Vi ved godt, at vi ikke er favoritter til at gå videre, men alt kan ske. Vi slog nogle gode hold i kvalifikationen, så vi tror på os selv og kommer til at gøre alt for at skaffe nogle gode resultater, lyder det fra islændingen, som står foran sin første slutrunde i karrieren.

– Det er ikke alle, som får lov til at være med til et U21 EM, så jeg glæder mig da helt vildt, afslutter Mikael Anderson.

Tidligere FCM’er og årets akademispiller i 2018, Andreas Poulsen, er også med i den danske trup. Det betyder, at FCM Klubsamarbejdet har to spillere med til EM. Poulsen stammer fra samarbejdsklubben Ikast KFUM, mens Gustav Isaksen har en fortid i Roslev IK.

Overblik: FCM-spillere afsted med landsholdet

Følg Danmark og Island til U21 EM

U21 EM afholdes i Ungarn og Slovenien. Udover Danmark og Island er Frankrig og Rusland placeret i gruppe C.

De seks puljekampe afvikles i dag, søndag og onsdag i næste uge.

Program for gruppe C

Rusland vs Island – Torsdag 25. marts kl. 18.00
Frankrig vs Danmark – Torsdag 25. marts kl. 21.00
Island vs Danmark – Søndag 28. marts kl. 15.00
Rusland vs Frankrig – Søndag 28. marts kl. 21.00
Danmark vs Rusland – Onsdag 31. marts kl. 18.00
Island vs Frankrig – Onsdag 31. marts kl. 18.00

Knockoutfasen løber af stablen fra 31. maj til 6. juni.

Alle kampe fra Danmark og Islands gruppe kan ses på DR’s kanaler og DRTV.

Held og lykke til Mikael Anderson, Elias Rafn Olafsson, Anders Dreyer og Gustav Isaksen til U21 EM.