Førsteholdet

Flot sejr i sæsonens første test

FC Midtjylland sejrede med 2-1 over Malmø i søndagens træningskamp, hvor Mikael Anderson og Anders Dreyer scorede to flotte mål.

27/06/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Søndag eftermiddag bød på sæsonens første træningskamp for FC Midtjylland.

Modstanderen var de forsvarende svenske mestre fra Malmø FF. Jon Dahl Tomassons mandskab fører pt. Allsvenskan, som genoptages næste weekend.

Det var altså en skarp modstander, der i øvrigt havde tre danskere samt tidligere FCM-keeper Johan Dahlin med fra start. Der var altså lagt op til en intens dyst på Eleda Stadion i Malmø.

Bo Henriksens første startopstilling så således ud:

1. halvleg (4-3-3): Elias Rafn Olafsson, Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Rasmus Nicolaisen, Nikolas Dyhr, Raphael Onyedika, Nicolas Madsen, Victor Torp, Gustav Isaksen, Pione Sisto, Luca Pfeiffer.

Der var altså flere nye ansigter i forhold til sidste sæson. Blandt andet fik Elias Rafn Olafsson og Henrik Dalsgaard deres første minutter for FC Midtjylland, mens andre var tilbage fra endt udleje.

De første minutter bar dog også præg af, at det var en ny sammensætning af spillere, men hurtigt overtog midtjyderne styringen og var i stand til at finde hinanden.

Det var da også FCM, som var mest farlige i kampens indledning, hvor Victor Torp og Pione Sisto forsøgte sig med kvalificerede langskud indenfor det første kvarter.

Ellers var 1. halvleg en ganske rodet omgang, hvor den sidste kvalitet manglede hos begge hold. Positivt var det dog, at midtbanen med Torp, Madsen og Onyedika satte sig igennem med mange bolderobringer.

Fra midtbanen blev der sendt mange dybdebolde afsted mod Gustav Isaksen, men stikningerne manglede den afgørende skarphed.

Generelt var det meget lige ved og næsten for FCM i 1. halvleg, så selvom der var et stabilt overtag rent spillemæssigt, blev det mest ved halve chancer.

Gustav Isaksen var tættest på at score, da han snød to Malmø-forsvarere og afsluttede fra kanten af feltet. Sparket strøg dog lige forbi mål.

Dermed stod det 0-0 i pausen, hvor Bo Henriksen foretog fem udskiftninger og skiftede formation.

2. halvleg (3-4-3): Elias Rafn Olafsson, Raphael Onyedika (65′ Pione Sisto), Daniel Høegh, Rasmus Nicolaisen, Fabrice Mezema, Nicolas Madsen, Mikael Anderson, Nikolas Dyhr, Anders Dreyer, Luca Pfeiffer, Junior Brumado.

Fra 2. halvlegs begyndelse kom unge Elias Rafn Olafsson på mere arbejde i målet, hvor han hurtigt markerede sig med to fine redninger. Den talentfulde keeper viste fine prøver på sit niveau gennem hele kampen.

Det var dog ikke ensbetydende med, at Malmø begyndte at dominere kampen. I stedet viste FC Midtjylland for alvor skarpheden mellem minut 50 og 55.

Først var det Mikael Anderson, som bragte FCM i front med et glimrende langskud. Islændingen afsluttede hårdt med venstrefoden.

Herefter gik der blot et par minutter, inden Anders Dreyer gjorde ham kunsten efter. Han opsnappede bolden i højre side af feltet, og på klassisk Dreyer-manér drejede han kuglen op i det lange hjørne. 2-0.

Herefter faldt tempoet en smule, og der gik længere mellem chancerne. FCM var fortsat bedst og var flere gange tæt på i forbindelse med omstillinger og dødbolde.

Alligevel var det Malmø, som scorede det næste mål. Felix Beijmo reducerede til 1-2 efter 77 minutter og bragte spændingen tilbage i opgøret.

Mere spænding blev det alligevel ikke til i Malmø, hvor midtjyderne lukkede af mod kampens slutning. FCM sejrede med 2-1 og kunne tage en masse positive elementer med videre.

Alt i alt var det en glimrende kamp af FC Midtjylland med to fine mål af Mikael Anderson og Anders Dreyer.

Selvom det var en træningskamp, blev der gået til stålet gennem alle 90 minutter, hvor der var mange nærkampe og dueller samt minutter i benene til 16 spillere.

Malmø FF – FC Midtjylland 1-2 (0-0)

51′ 0-1 Mikael Anderson
54′ 0-2 Anders Dreyer
77′ 1-2 Felix Beijmo

Næste træningskamp er på torsdag, når FCM møder AGF på udebane. Den kamp livestreames via YouTube – nærmere information følger.