Klubben

Første spadestik til Ikast Complete er taget

Opførelsen af det nye FCM-hus, Guldminen og Ikast Complete er nu igangsat og ventes at stå klar til indflytning i sommeren 2023.

26/01/22
Mads Jakobsen
Foto: Nicolai Berthelsen

Der blev i dag taget første spadestik til FCM-huset, Guldminen og Ikast Complete – det samlede projekt, som kommer til at udgøre topmoderne rammer for FC Midtjyllands Superliga-trup og akademi samt den nye skole for Guldminen – ISI Idrætsfriskole.

Foruden et nyt hjem til FC Midtjylland og Guldminen bliver anlægget en unik idrætsforlystelse med 20 aktivitetszoner, der kommer til at åbne for omverdenen som et sted for træning, leg og læring for alle aldre ud fra devisen om, at “den der opgiver at blive bedre, ophører med at være god”.

Et kvantespring

FC Midtjylland præsenterede i sommer Vision 2025, hvori klubben skal være blandt de 50 bedste hold i Europa, og investeringen i Ikast Complete skal med innovative faciliteter bidrage til at accelerere udviklingen af spillere fra akademi til førstehold.

– Etableringen af Ikast Complete er et kvantespring, som optimerer faciliteterne for eliteidræt nationalt og breddeidrætten regionalt. Og for vores førstehold bliver det en vigtig faktor i forhold til at rekruttere og udvikle de spillere, som skal bringe os nærmere toppen af europæisk fodbold, udtalte adm. direktør Claus Steinlein.

Projektet realiseres på fundamentet af et stærkt lokalt samarbejde mellem FC Midtjylland, Ikast-Brande Kommune, Sports Campus Ikast-Brande og ISI.

Spadestik i fællesskab

Ikast Complete bliver nyt hjem for flere aktører og en åben attraktion for offentligheden. Derfor var flere grupper inviteret til ceremonien, hvor det første spadestik blev taget i fællesskab af blandt andre Superliga-truppen, akademiet, ISI, Guldminen, FCM Samfund, FCM Klubsamarbejdet og lokal borgere.

Forud for det historiske øjeblik, der markerede byggeprojektets start, blev der afholdt taler af Ib Lauritsen (borgmester, Ikast-Brande Kommune), Kurt Poulsen (stifter og direktør, KPC), Palle Høj (formand, ISI) og Torben Østergaard (direktør, ISI) samt Claus Steinlein (adm. direktør, FC Midtjylland).

– Drivkraften er bredt funderet. Frivilligheden, bredden, børn, unge og ældre møder eliten på samme sted, og det her bliver billedet på et samlet fællesskab. Det har hele vejen igennem været et enigt byråd, der har godkendt projektet, fortalte borgmester Ib Lauritsen efterfulgt af Kurt Poulsen, der hyldede visionen.

– Det her er en milepæl for hele egnen, og projektet markerer et fremsyn. Uden udvikling går samfundet i stå, og vi er stolte af at være med.

Ikast Complete opføres i området ved Stadome, Sportstar College Ikast-Brande og førsteholdets træningsbaner på anlægget i Ikast, og faciliteterne vil være åben hele året rundt. FCM-huset og Guldminen samt første etape af Ikast Complete står færdigt i sommeren 2023.