I anledning af Mejrup GU’s 60-års jubilæum lagde FC Midtjyllands førsteholdstrup vejen forbi samarbejdsklubben, hvor de trænede med de mange fremmødte børn, skrev autografer og tog billeder med de unge fans.
For børnene var det en særlig mulighed for at komme helt tæt på de spillere, som de normalt kun ser til kampe på MCH Arena.
En af mødrene, som var mødt op med sin søn, som spiller U11 i Mejrup GU, Christina Bøndergaard, kunne tydeligt mærke begejstringen hos de yngste deltagere.
– Det er et rigtig godt arrangement, og noget børnene har set frem til længe. Min søn har glædet sig enormt meget til dagen, og det betyder meget for ham at komme tæt på spillerne og træne sammen med dem.
Hun fortalte, at sønnen er stor FC Midtjylland-fan.
– Han ved jo godt, hvem de er, og han har glædet sig til at komme og se dem. Det var en kæmpe oplevelse for ham at træne særligt med Billing i dag, fortalte hun.
Også Nick Nørreby, der havde datteren Klara Nørreby med til arrangementet, nød stemningen på boldbanerne.
– Det har været en fantastisk dag. Vejret har været med os, børnene er glade, spillerne er engagerede, og der er en fantastisk energi over hele området.
Han pegede især på værdien af, at børnene får mulighed for at møde deres idoler ansigt til ansigt.
– For Klara har det betydet rigtig meget. Hun har glædet sig længe til den her dag og til at komme helt tæt på de spillere, hun normalt kun ser på stadion.
En træning med idolerne
10-årige Klara Nørreby havde længe set frem til fredagens arrangement.
– Jeg har glædet mig, fordi man skal møde spillerne og have det sjovt med sine venner og sit fodboldhold.
– Der er mange gode spillere, men det var virkelig sjovt at træne med Billing, ‘Chili’ og nogle flere. Næsten hele mit fodboldhold er her, og jeg tror også, at de synes, det er fedt, sagde hun.
Blandt de mange andre børn var også søskendeparret Alberte Thomsen-Weyhe på 11 år og Louie Thomsen-Weyhe på 9 år.
Da træningen var ovre, ventede endnu et højdepunkt, da spillerne stillede sig klar til autografer, billeder og småsnakke med børnene og deres forældre.
– Det har været sjovt i dag, fordi vi har trænet med dem og fordi man kan få autografer fra dem også, sagde Alberte Thomsen-Weyhe.
– Jeg har ikke en favoritspiller, for jeg synes, de er gode alle sammen.
Louie Thomsen-Weyhe var enig med sin søster, men han havde i høj grad hæftet sig ved de spillere, han havde været på hold med i løbet af eftermiddagen.
– Det er også sjovt at spille med dem og få deres autografer, sagde han.
– Jeg har trænet med Billing, Byskov og Franculino og nogle flere. Det er sjovt, og jeg er glad.
Og favoritspilleren var der ingen tvivl om.
– Min yndlingsspiller er Franculino. Jeg har fået hans autograf på mine fodboldstøvler, lige der, sagde han og pegede ned på sine fodboldstøvler, mens smilet bredte sig.
Glæde der smitter
Mens børnene nød mødet med deres idoler, var glæden mindst lige så tydelig hos spillerne.
Den 22-årige forsvarsspiller Ousmane Diao satte efterfølgende ord på oplevelsen.
– Det har været virkelig sjovt at være her sammen med alle børnene. De kommer med en energi og glæde, som smitter af på os spillere.
Han understregede samtidig, at det betyder meget for spillerne at møde nogle de fans, som følger holdet gennem hele sæsonen – i dette tilfælde de yngste.
– De støtter os hele året, så det er vigtigt for os at kunne give noget tilbage på den her måde. Det er en god mulighed for at komme tættere på dem, og det har været fantastisk at se så mange glade børn.
Chef for FCM Klubsamarbejdet, Thomas Larsen, fortalte også, at det netop er en vigtig del af tanken bag hele dagen og arrangementet.
– Samarbejdsklubberne og deres medlemmer er en enormt vigtig del af FC Midtjylland. De støtter os uge efter uge på stadion, og derfor betyder det meget for os at komme ud og give noget tilbage til dem.
Han glædede sig over at se, hvordan både børn og spillere nød eftermiddagen i Mejrup.
– Man kan se på spillerne, at de hygger sig og har det sjovt. Det er noget, de ser frem til.
Dagen blev også brugt som et led i at styrke fællesskabet mellem klubben og fansene.
– Der er blevet byttet trøjer, skrevet autografer og taget masser af billeder. Det handler i bund og grund om at give tilbage til de mennesker, der støtter os året rundt.
En sommerdag fyldt med smil, fællesskab og fodboldglæde, hvor børnene kom tæt på deres idoler – og hvor spillerne kom tæt på dem, der følger dem hver eneste uge.
FC Midtjylland ønsker hele Mejrup GU stort tillykke med jubilæet.