I sommer skiftede det 16-årige talent Andrea Jeppesen fra Fortuna Hjørring til FC Midtjylland. Barndomsbyen blev byttet ud med en lejlighed på Sportstar College i Ikast, og en ny hverdag med ny by, nyt gymnasium, ny klub og nye venner begyndte.
– Det har helt klart været en stor omvæltning at flytte og starte et helt nyt sted. Jeg kendte hverken nogen på skolen eller stedet, jeg skulle bo, og kun ganske få fra træning. Det var en udfordring i starten at finde sig til rette og skabe en ny hverdag med så mange forandringer på én gang. Men efterhånden er jeg faldet bedre til, og det har været en spændende og lærerig oplevelse, fortæller Andrea Jeppesen.
Den 30. august fik Andrea Jeppesen debut i udekampen mod Kolding IF, og i september blev hun sammen med Mille Kjærgaard og Line Aagesen rykket op som en fast del af A-Liga-truppen. Siden da er det blevet til fem startpladser i A-Ligaen og to i Kvindepokalen for Andrea, blandt andet mod Fortuna Hjørring.
– Jeg er selvfølgelig mega glad for at være rykket op i A-Liga-truppen. Det er en fed mulighed, og jeg er taknemmelig for den tillid, der bliver vist mig. Allerede at have fået flere starter ser jeg som et tegn på den tillid. Det betyder virkelig meget – og lige nu sker der helt klart noget spændende, som motiverer mig endnu mere.
Noget af det spændende for Andrea Jeppesen er den udvikling, hun mærker, både som spiller og person:
– Jeg synes, jeg får lov til at blomstre og udvikle mig hver dag. Jeg bliver hele tiden matchet på et højere niveau. Det gør, at jeg konstant bliver udfordret og lærer nyt. Det er fedt at mærke, at jeg rykker mig både som spiller og som person.
Det er altså både en anden spiller og person, der vender retur til Hjørring i morgen og møder sit tidligere hold for tredje gang siden skiftet og for første gang på sin tidligere hjemmebane.
– Det vil altid være noget helt særligt at møde et hold, man har set op til og selv spillet for gennem hele sin ungdom. Jeg synes allerede, at de første kampe mod Fortuna var rigtig fede at spille, men den her gang bliver det nok endnu mere specielt, fordi det er i min hjemby og på det stadion, jeg selv har set mange kampe og vundet pokaler. Det bliver helt sikkert en stor oplevelse, fortæller Andrea Jeppesen.
De mange kampe på Nord Energi Arena har også givet Andrea Jeppesen et særligt indblik i Fortuna Hjørrings styrker som hold.
– Jeg ser Fortuna Hjørring som et meget stabilt og sammenhængende hold, der er svære at bryde ned. Vi skal turde lægge et højt tryk, være skarpe i duellerne og bringe masser af fart i spillet for at true dem. Vi skal være dynamiske og arbejde hårdest hele vejen igennem, siger Andrea.
– Hvis vi skal gøre ondt på dem, handler det om at udnytte de rum, der opstår i deres pres og slå til, når vi får chancen. Vi har haft fokus på vores egen boldomgang og på de specifikke afslutningsmuligheder, vi gerne vil skabe i kampen, slutter hun.
Der er kickoff på Nord Energi Arena tirsdag den 4. november kl. 19.00. I næste uge kan du to gange se FC Midtjyllands A-Liga-hold på MCH Arena. itm8 er kampsponsor og inviterer hele regionen til fodbold på MCH Arena. Alt du skal gøre er at trække en billet via knapperne nedenfor.