Herreholdet

Franculino: Bliver bedre og bedre

Med en halvflugter uden for feltet åbnede Franculino ballet søndag eftermiddag. Hør fra dagens Man of the Match her.

02/08/26
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Franculino var søndag tilbage på måltavlen med et pragtmål i 2-1-sejren over AC Horsens.

– Jeg er meget glad for målet, men først og fremmest handler det om resultatet og de tre point. Jeg synes, vi spillede rigtig godt de første måske 60 minutter, men vi er ikke tilfredse med afslutningen på kampen. Der er helt sikkert ting at bygge videre på, siger Franculino.

Sidste sæsons 3F Superliga-topscorer ramte træværket to gange mod Beşiktaş.

– Jeg havde det virkelig dårligt efter sidste kamp. Jeg var ked af ikke at score, men først og fremmest ked af nederlaget, siger dagens Actona Group Man of the Match.

Den 22-årige angriber kan se tilbage på en god pre-season, og nu er han for alvor stemplet ind i 2026/27.

– Det handler om at tage det kamp for kamp. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at blive bedre og bedre, jo længere vi kommer ind i sæsonen.

Franculino er ikke kommet sovende til den opadgående formkurve, hvor sommerferien, der for mange bruges på at oplade batterierne, har været anderledes end normalt.

– Min sommer har været fyldt med hårdt arbejde. Jeg er blevet pisket rundt af Mike (Brown, FCM’s Head of Medical, red.), og jeg startede en uge tidligere end alle de andre. Jeg mistede en uge af min ferie, og selvom det var træls, så kan jeg helt sikkert mærke nu, at det hele giver mening. Jeg har det godt, siger Franculino.

Næste mulighed for Franculino til at komme på måltavlen er på torsdag i Dublin, hvor Bohemians FC venter i Conference League-kvalifikationen.